Flere seniorer burde overveje nedtrapning

Overlæge Kaj Lillquist siger farvel til sin børneafdeling på Sygehus Vendsyssel i Hjørring efter et år på nedsat tid

Et at børn Kaj Lillquist har fulgt længe, er tre-årige Selma Dahl Hansen fra Sæby, som her får lidt lægefaglig vejledning i brugen af legetøj - det skal jo ikke være alvor hele tiden. Foto: Karin Dahl Hansen

Et at børn Kaj Lillquist har fulgt længe, er tre-årige Selma Dahl Hansen fra Sæby, som her får lidt lægefaglig vejledning i brugen af legetøj - det skal jo ikke være alvor hele tiden. Foto: Karin Dahl Hansen

VENDSYSSEL:- Det har været et fint år - en god måde at vænne sig til pensionen på. Det siger overlæge Kaj Lillquist, 65 år, om det seneste år, hvor han har arbejdet på nedsat tid i sit arbejde på børneafdelingen på Sygehus Vendsyssel i Hjørring. For et år siden holdt han afskedsreception fra sit job som ledende overlæge, og siden har han haft en ugentlig dag med konsultationer for udvalgte børn og deres forældre. Samt godt en halv ugentlig dag med forberedelse til konsultationerne, selv om planen egentlig var, at han kun skulle arbejde en enkelt dag. - Men den plan holdt altså ikke til virkelighedens verden, siger han. Farvel til de faste børn Kaj Lillquist har brugt det seneste år på at følge godt 100 børn, som han i forvejen havde behandlet gennem længere tid. Og han har ikke skulle bruge sin tid på administration af børneafdelingen - det stoppede han nemlig med, da han sagde farvel til fuldtidsjob. - Det har været rigtig dejligt - jeg har været fredet med hensyn til afdelingens daglige funktioner, og har kunnet koncentrere mig om børnene, siger Kaj Lillquist om ordningen, han mener langt flere seniorer og arbejdspladser burde overveje at indføre. - Jeg kan jo ikke udtale mig om, hvorvidt den slags er realistisk på andre arbejdspladser, men for en læge er det helt perfekt, siger han. Men nu er det altså slut, og Kaj Lillquist skal sige farvel - både til børnene og kollegerne gennem mange år. - Der er nogle af børnene, som det er lidt træls at skulle slippe. Men her må jeg så være professionel og erkende, at intet varer evigt, siger han. Og da han allerede har haft sin afskedsreception, bliver der kun tale om en kop kaffe og et sidste, uformelt farvel til sygehuset. - Jeg håber ikke, det bliver alt for vemodigt, siger han om sit endelige farvel til en afdeling, han selv var med til at etablere. Et langt, sejt træk Kaj Lillquist blev ansat på sygehuset i Hjørring i 1980. Her lød opgaven på at etablere en velfungerende børneafdeling - hvilket viste sig at være en ordentligt mundfuld. De første otte år stod han til rådighed 24 timer i døgnet - indtil overlæge Per-Henrik Kaad kom til. - Det var en tid med afbrudte ferier og meget lange vagter - men sådan måtte det være, hvis afdelingen skulle bestå. Det var meget store forventninger til os - og absolut ikke plads til fejltagelser, husker han om de første år. I dag er der 35 ansatte på afdelingen med Per-Henrik Kaad som den administrerende overlæge. Kaj Lillquist erstattes af to speciallæger, der allerede er ansat. Et godt tilbud Umiddelbart har Kaj Lillquist ingen planer om at fortsætte sit virke som børnelæge - forstået således, at han ikke selv vil opsøge arbejde. - Men kommer der et godt tilbud fra nogen, som mener at kunne bruge min ekspertise, så vil jeg ikke afvise at det kunne være interessant. Jeg ved jo faktisk en hel del om mange ting, siger Kaj Lillquist, som dog ikke vil knyttes fast til en ny arbejdsplads. Men en løs tilknytning kunne være en mulighed, hvilket der givetvis er en og anden forælder til et sygt barn, der noterer sig med interesse. Kaj Lillquist er nemlig kendt som overlægen, der tager sig tid til at lytte - både til børnene og deres forældre. - Hvis man glemmer sin humanistiske indstilling og evnen til at lytte til andre, er der ikke plads til en. Som overlæge på en børneafdeling skal man have hjernen og hjertet på rette sted, har han udtalt i et tidligere interview til NORDJYSKE Stiftstidende. Og så har han gjort en anden observation, som har vist sig nyttig i behandlingen af børn. - Som børnelæge snakker man meget med forældrene. Man lytter til dem og finder deres styrker og svagheder, ganske enkelt fordi mange af forældrenes svagheder går igen hos deres børn, siger han. Men nu er det altså slut. Manden, som etablerede børneafdelingen på Sygehus Vendsyssel i Hjørring har sagt farvel - og glæder sig nu til et liv helt uden arbejdsmæssige forpligtelser ... hvis det altså er sådan, det kommer til at gå.