Flere spændende opgør for Small Stars

Sæby HK-Dronninglund IF 15-9 Dagens kamp kom godt fra start, set fra Sæbys side. Sæby pigerne spillede en fremragende første halvleg, med flotte tekniske detaljer og gik til pause med en føring på 9 - 2. I anden halvleg fortsatte Sæby pigerne deres flotte spil, men kun i kort tid, idet Dronninglund pigerne fik bedre fat i deres forsvar og begyndte at få bedre afslutninger som resulterede i flere mål. Slutresultatet blev 15 mål til Sæby og 9 mål til Dronninglund Målscorer fra Dronninglund nr.5-1 mål - nr.2-2 mål - nr 11 - 6 mål Målscorer fra Sæby Ida Jensen 4 mål - Anna Kristiansen 2 mål - Jannie K Jensen 2 mål - Pernille B. Hansen 2 mål - Cecilie Larsen 2 mål - Pernille Frandsen 1 mål - Sofie Knudsen 1 mål - Mette Karlsen 1 mål. Ugens small star blev Pernille B. Hansen for hendes flotte tekniske spil. Vrensted IF - Dronninglund 20-5 I torsdagens udsatte kamp trodsede Dronninglund vintervejret og fandt vej til Løkken hallen. Allerede i kampens første minutter viste Vrensted pigerne, at de har fært af overgangsspillet, da de tre første mål blev scoret efter samme recept af Ninna Bundgaard på flot opspil af Ditte Buchwald. I den modsatte ende havde Dronninglund flere nærgående gennembrudsforsøg og mens Vrensted forsvaret lidt for ofte lod sig overliste, var mål pige Amalie Brix Kjær som sædvanlig klar og gjorde det svært for udeholdet at score. Ofte blev Dronninglunds angrebsspil dog forpurret, når Vrensted erobrede bolden og løb contra. Målscorere for Vrensted: Ninna Bundgaard 8, Ditte Buchwald 8, Sara Birkedal 2 og Sofie Hyldgaard Aagaard 2. Biersted IF - Brønderslev IF 2 16-8 Sidste søndag mødtes de 2 hold i Brønderslev hallen, og da vandt Biersted pigerne en komfortabel sejr på 30 - 9, så Brønderslev spillere og trænere var opsatte på, at i dag skulle Biersted have kamp til stregen. Brønderslev spillede en god kamp og alle spillere var oppe i fuld gear, så Biersted måtte virkelig kæmpe for at få bolden i mål. Ved pausen førte Biersted med 9 - 4, og i anden halvleg kom Brønderslev endnu mere ind i kampen, men takket være godt målmandsspil i Biersted målet af Camilla Grøn formåede Biersted at hive sejren i land med 16 - 8. Camilla Grøn blev valgt til Biersteds small star. Brønderslevs målmand Sacha Larsen spillede også en flot kamp, og takket være hende, var Biersted ikke i stand til at få scoret ligeså mange mål som i sidste weekend. Biersteds målscorer var Johanne Klessen med 7 mål, Anne Andersen 5 mål, mens Louise Gunder lavede 2 mål, og Stine Kronborg og Caroline Birkmose hver 1 mål.