Flere spillere i Løkken Golfklub

Medlemstallet skal op på 500 aktive inden 2005

Golf 1. marts 2003 07:00

LØKKEN: Medlemstallet i Løkken Golfklub er ikke steget så meget, som bestyrelsen havde håbet på, men steget er det, og antallet af greenfee-spillere er næsten eksploderet. Derfor var det også småt med utilfredsheden på golfklubbens generalforsamling forleden. - Når vi nu kigger tilbage på sæsonen 2002, kan vi konstatere, at vores tro på fremtiden er blevet yderligere forstærket. Løkken Golfklub oplevede i 2002 en markant stigning i antallet af greenfee-spillere samt en mindre fremgang i medlemstallet, og til stor glæde kan vi konstatere, at der for andet år i træk kommer sorte tal på bundlinjen, da der forventes et nettooverskud på 7.500 kr., sagde klubbens formand, Jens Henrik Hansen, i sin beretning. Ved udgangen af 2002 var der totalt 418 medlemmer i Løkken Golfklub fordelt med 390 aktive og 28 passive medlemmer. Dertil kommer 43 partoutkortspillere, som er medlemmer af andre golfklubber. Set i forhold til sæsonen 2001 er det en nettofremgang på 27 aktive spillere, hvilket er 20 mindre end målsætningen. - Som det fremgår af regnskabet for 2002, mangler der, i forhold til budgettet, kontingentindtægter på over 120.000 kr., hvilket skyldes, at fremgangen i medlemstallet ikke var så stort som forventet i budgettet. Grunden til den manglende fremgang skal i høj grad findes blandt sæsonens mange udmeldelser, der ikke kun har været kendetegnende for Løkken Golfklub, men et generelt problem for rigtig mange golfklubber i Danmark. Vi fik i 2002 101 indmeldelser men endte med en nettotilgang på kun 27 aktive medlemmer, fortalte Jens Henrik Hansen. Bestyrelsen satte sig i 2001 som mål at klubben senest ved udgangen af 2004 skal have nået det fastsatte medlemsmaksimum på 500 aktive medlemmer. Målet for greenfeespillere er 5500, hvilket allerede nu er opnået, idet 5750 greenfeespillere gæstede Løkken Golfklub i 2002. - Rent sportsligt deltog Løkken Golfklub for første gang med et hold i Danmarksserien for herrer. Holdkaptajn Knud Jensen og hans drenge sluttede på en flot femteplads. I klubbernes match vandt Per Larsen fra Løkken Golfklub semifinalen i Himmerland og kvalificerede sig dermed til finalen i Portugal, hvor han blev nummer 5, oplyste Jens Henrik Hansen. Efter tre år uden hole in one i Løkken, var der i 2002 igen held i foretagendet. Grethe Schack og Torsten Sjølund lavede hole in one på hul 13, Jens Henrik Hansen på hul 1 og Jørgen Vestergaard på Han Herreds Golfklubs hul 9. Også på sponsor-siden tilsmilede heldet Løkken Golfklub i 2002. Sponsorstøtten nåede i alt op på 136.000 kr., hvilket er det højeste beløb nogensinde i klubbens historie. Valget til bestyrelsen gav genvalg til Birgit Mortensen og Peter Christiansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...