EMNER

Flere står distancen

Efter otte år med massevis af forliste ægteskaber er kurven omsider knækket. Antallet af skilsmisser falder igen

Det er så yndigt, men også så svært at følges ad, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Det måtte 15.300 ægtepar indse i 2005, da deres ægteskab endte med en skilsmisse. Men antallet af skilsmisser er faktisk faldet med tre procent i forhold til året før, hvor 15.763 ægteskaber kulsejlede. I de sociologiske kredse kommer knækket langt fra som en overraskelse. Det var nærmest forventet, forklarer Lisbeth Knudsen, sociolog ved Aalborg Universitet. - I dag gifter man sig i højre grad, fordi man gerne vil gifte sig. Man bekræfter et forhold, som har varet en del år. Nutidens ægtepar har typisk boet sammen i nogle år og har måske et eller to børn. Det er nogle helt andre betingelser, end hvis man går 20-30 år tilbage. Med faldet er en otte år lang forbandelse brudt, da antallet af skilsmisser ellers er steget siden 1997. Sociologerne hæfter sig ved, at det ikke kun er de absolutte tal af skilsmisser, der er faldet. - Man skal se på, hvor mange der egentlig er gift. Hvor mange har muligheden for at blive skilt. Men også her er der sket et fald. Det er især blandt folk, der blev gift i 1990’erne, at relativt færre bliver skilt inden for de første 10 år, fortæller Lisbeth Knudsen. For hver 1000 ægtepar blev 14,2 i gennemsnit skilt i 2005. Året før lå tallet på 14,7 skilsmisser. Den oplagte skilsmissemåned er juni, hvor 1497 ægtepar fik nok af hinanden. Til gengæld var der julehygge i december med blot 987 skilsmisser. Set på landsplan har københavnerne tidligere haft langt flere forliste ægteskaber end resten af landet, især i forhold til Jylland. Sådan ser virkeligheden ikke ud i 2005, hvor mænd og kvinder i Københavns Amt oplevede et stort fald i antallet af skilsmisser. I samme periode måtte flere ægtepar i eksempelvis Viborg og Ribe Amt tage vielsesringen af fingeren i forhold til tidligere. Hvis man dykker ned i tallene, så er især to befolkningsgrupper i overhængende fare for at blive skilt. Statistikken viser, at ægteskabet typisk falder fra hinanden efter 10-14 år. Her blev 2816 skilsmissepapirer underskrevet sidste år. Signaturen kom især fra mænd i alderen 40-44 år, mens kvinderne typisk var 35-39 år. På vielsesfronten blev 36.148 ægtepar ført sammen i 2005. Det er et fald på fire procent, men ifølge statistikken svinger vielserne traditionelt med nogle procent år for år. Danskernes yndlingsmåned for vielser er august med 6410 ceremonier, mens blot 1294 ægteskaber ser dagens lys i januar. /ritzau/