Flere stjålne vinflasker fundet efter spektakulært kup

Efter samarbejde med tysk politi er en tredjedel af de vinflasker, der blev stjålet fra Formel B, fundet igen.

Indbrudstyve brød ind i restauranten formel B ved at lave et hul i væggen fra naboejendommen og ind til vinkælderen. Nogle af verdens dyreste vine var blandt tyvekosterne. Eksempelvis er der blandt andet blevet stjålet fire flasker, der hver koster over 100.000 kr. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020)

Indbrudstyve brød ind i restauranten formel B ved at lave et hul i væggen fra naboejendommen og ind til vinkælderen. Nogle af verdens dyreste vine var blandt tyvekosterne. Eksempelvis er der blandt andet blevet stjålet fire flasker, der hver koster over 100.000 kr. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2020)

KØBENHAVN:En tredjedel af de dyre vinflasker, som blev stjålet fra Michelin-restauranten Formel B i februar, kan vende tilbage til restauranten i København.

For flaskerne er blevet beslaglagt efter et samarbejde med tysk politi, oplyser Københavns Politi.

- En vinhandler havde sat flaskerne til salg på vegne af en privatperson, som angiveligt har købt dem af en ukendt tredjeperson, skriver politiet på Twitter.

Københavns Politi skriver, at efterforskningen nu fortsætter i et tæt samarbejde mellem dansk og tysk politi.

Leder af indbrudssektionen i Københavns Politi Jens Cappelen fortæller, at politiet fandt flaskerne hos en vinforhandler i en tysk by uden for Stuttgart.

- Vi har haft en ihærdig efterforsker her i indbrudssektionen, der særligt har fulgt et tip om, at vinen var til salg hos vinhandler i Tyskland, siger Jens Cappelen.

Han fortæller, at politiet dog ikke har anholdt eller sigtet nogen for indbruddet. Vinforhandleren i Tyskland kan dog risikere at blive anklaget for hæleri i Tyskland.

- Hvis han har købt vinen i Tyskland, vil der være tale om hæleri i Tyskland. Så det vil blive efterforsket af tysk politi, siger Jens Cappelen.

Vinflaskerne blev stjålet ved et indbrud i februar. Da oplyste ejerne Rune Jochumsen og Kristian Arpe-Møller, at tyvene tog op imod 50-60 flasker.

Det drejede sig blandt andet om Domaine de la Romanée Conti, Domain du Comte Liger-Be lair og Domaine Leroy.

Kristian Arpe-Møller fortalte, at restauranten fik stjålet vine til en samlet værdi for op mod omkring 1,5 millioner kroner.

Nogle af flaskerne har en værdi på op mod 110.000 kroner, fortalte han.

- Vi kan se, at de har vidst præcist, hvor de rigtige ting lå. Så de er gået efter de dyre vine og de allerdyreste producenter, sagde han 24. februar til Ritzau.

Han fortalte, at tyvene brød ind i en vinbutik ved siden af restauranten. Herfra lavede de et hul ind til formel B's vinkælder.

- Jeg blev ringet op af min nabo. De har haft indbrud i deres vinbutik. Det viser sig, at tyvene ikke har været interesseret i deres butik.

- De har simpelthen banket sig gennem vores nabos ejendom og så ind i vores vinkælder og lavet indbrud den vej igennem. De har simpelthen lavet en murgennembrydning. Det er ren Olsen Banden-metode, fortalte Kristian Arpe-Møller.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.