Løkken

Flere stormer fremad

Nordjylland har haft størst vækst i hurtigt voksende virksomheder.

Løkken-virksomheden Blue Medico er den højest rangerende gazelle i Hjørring Kommune - her ses indehaverne Kristian Brinckmann og Niels Træholt. Arkivfoto: Bent Bach

Løkken-virksomheden Blue Medico er den højest rangerende gazelle i Hjørring Kommune - her ses indehaverne Kristian Brinckmann og Niels Træholt. Arkivfoto: Bent Bach

Set over en 10 års periode har Region Nordjylland haft langt den største vækst i hurtigt voksende virksomheder - de såkaldte gazeller, som dagbladet Børsen hvert år finder frem til og giver et skulderklap. Regionen har siden 1991 haft en fremgang i gazeller på 14,3 pct., hvilket er en klar rekord på landsplan. Region Sjælland har haft en vækst på 6,9 pct., mens de øvrige tre regioner, Hovedstaden, Midtjylland og Syddanmark, har haft tilbagegang. Kigger man på tallene de seneste par år, ligger Region Nordjylland også i spidsen - omend samtlige regioner har oplevet en nedgang i gazellevirksomheder. Region Nordjylland har fra 2010 til 2011 oplevet en nedgang på 8 pct., mens alle andre regioner har haft en to-cifret tilbagegang. De lokale succeser I Hjørring Kommune finder man fem af de i alt 80 gazellevirksomheder i Region Nordjylland. I den lokale top ligger virksomheden Blue Medico som nummer 57. Blue Medico, der ligger i Løkken, sælger produkter indenfor helse, skønhed, personlig pleje, madvarer, kosttilskud og håndkøbsmedicin over internettet. - Vi har arbejdet rigtig meget med søgemaskineoptimering, så vi og vores produkter kommer i top, når kunderne søger efter bestemte varer på nettet. Og det har virket, siger en af de to indehavere, Kristian Brinchmann, som ikke er i tvivl om, at netop investeringen i markedsføring på internettet er baggrund for succesen. - De fleste handler over nettet for at spare penge, og derfor arbejder vi også meget med at blive så effektive som muligt - og det er en konstant proces, siger han. Blue Medico har i øjeblikket otte ansatte på fuld tid og fire på deltid, som sørger for at kunderne får deres ordrer så hurtigt som muligt. I øjeblikket har virksomheden 7000 varenumre, der skal håndteres - hvilket er 1500 mere end for blot et år siden. Succeser og et gran salt På Hjørring Erhvervscenter er direktør Bo Geertsen i sagens natur glad for tendensen for de nordjyske gazeller - men han tager også tallene med et gran salt. - Der laves en del undersøgelser af erhvervslivet, som baserer sig på forskellige udregningsmodeller. Derfor er det lidt svært at sige noget generelt om erhvervslivet ud fra de enkelte undersøgelser, siger Bo Geertsen, som dog oplever, at de nordjyske virksomheder generelt klarer sig fint i øjeblikket. - Det generelle er, at det går fint - i modsætning til 2009 og 2010, hvor mange havde det skidt. Og der er da stadig virksomheder, der hænger, siger han og slår fast, at det netop er de virksomheder, der virkelig arbejder med innovation og udvikling, der klarer sig godt gennem krisen.