Flere sundhedshuse på vej

Sundhedsudvalget vil arbejde på at etablere et sundhedshus i Dronninglund og et i Hjallerup

DRONNINGLUND/HJALLERUP:Sundhedshuse i både Dronninglund og Hjallerup er en god ide. Det mener politikerne i Sundhedsudvalget, som har givet hinanden håndslag på, at der skal arbejdes hen imod at lave sundhedshuse begge steder, som lægerne i kommunens østlige del har fremsat ønske om. - Vi synes, det er et godt grundlag at arbejde ud fra, at der skal ske noget i begge byer. Og det er det, der nu er pejlemærket, siger formand for Sundhedsudvalget Peer Thisted (S). Lægemangel På baggrund af lægemanglen i den østlige del af kommunen, er der nedsat en arbejdsgruppe der skal komme med løsningsmodeller til, hvordan det er muligt at fastholde lægerne i området. Og her spiller to sundhedshuse altså en centralrolle. Ideen er, at de to sundhedshuse skal dække nogle af de mindre byer som Agersted, Klokkerholm og Asaa, fordi det i fremtiden vil være her, det vil være sværest at tiltrække læger til, forklarer Peer Thisted (S). - Fremtidens læger vil ikke til de mindre byer. Derfor kan sundhedshuse, der kan bestå af flere faggrupper, være med til at tiltrække læger, siger han. Lægerne i øst har også udtrykt ønske om, at der senest 1. august i år bliver taget en politik beslutning om sundhedshusene. - Vi kommer nok ikke til at stikke spaden i jorden inden da, men vi skal nok nå at få truffet en politisk beslutning, siger Peer Thisted (S).

Forsiden