Flere talenter kom ind i runde to

Det hjalp lidt på interessen, at der blev gennemført en ekstra ansøgningsrunde til kommunens Talentklasser.Arkivfoto: Bent Bach

Det hjalp lidt på interessen, at der blev gennemført en ekstra ansøgningsrunde til kommunens Talentklasser.Arkivfoto: Bent Bach

HJØRRING:Som tidligere fortsat i NORDJYSKE har der i år ikke været så stor interesse for at gå i Talentklassen, Hjørring Kommunes tilbud om ekstra undervisning for unge med særlig stor interesse for skolearbejdet. Derfor lavede man en ekstra ansøgningsrunde, som nu er slut, og det har fået billedet til at se noget pænere ud. - Vi får nu både en sproglig linje for 8. klasse med 12 elever og en naturvidenskabelig linje for 9. klasse med 12-14 elever, og det er vi utrolig glade for. Men vi havde da håbet på det samme antal som sidste år, hvor vi havde cirka 50 elever, fortæller Martin Østergaard, leder af den styregruppe, der står bag Talentklassen. Den sproglige linje er lige begyndt, mens den naturvidenskabelige kommer i gang efter efterårsferien. Fire linjer bliver ikke til noget, der var lagt op til tre linjer på både 8. og 9. årgang. - Vi er ikke tilfredse, vi ville gerne have oprettet alle seks linjer, men det kører, og der er tilbud til de elever, der vil noget, siger Christian Bak, medlem af styregruppen og skoleleder på Bindslev Skole. Mindre papir, mere snak Styregruppen mister nu ikke modet af den begrænsede succes, men har allerede nogle idéer til, hvordan man kan gøre det anderledes næste år. Blandt andet var de ude på nogle store skoler i runde to og fortælle om Talentklassen, og det regner de med at gentage næste år, men på et tidligere tidspunkt. - Der skal være mindre papir og mere snak. Jeg tror, at vejen frem er at fortælle om det til eleverne mere end at sende foldere ud, som er henvendt til forældrene. Vi skal tænke mere over vores informationsstrategi, siger Martin Østergaard. Også Talentklassens hjemmeside skal forbedres: - Jeg har en tanke om, at jeg vil ned og filme de forløb, der kører nu, så der kan ligge små klip på hjemmesiden. Det gør det lidt nemmere at forklare, hvad talentudvikling egentlig er, siger Christian Bak. Ikke målrettet nok Ude på skolerne fandt man nemlig ud af, at de unge var i tvivl om, hvad det egentlig gik ud på - og om de nu var dygtige nok til at være med. - Vores materiale har ikke været målrettet nok. Vi vil tale med de unge, der deltager nu, og de kan hjælpe os med at fortælle, hvad der fangede dem. Og vi skal snakke om i lederkredsen, om vi selv kan være mere aktive, siger Christian Bak. Der er også fortsat politisk opbakning til projektet. - Det er jo en videreførelse af noget nyt, staten med til at finansiere. Somme tider falder nye tiltag ned på mere naturligt leje, og det kan godt være, det bliver det leje det ligger på fremover. Der er også er et konkurrerende talentprojekt på Hjørring Private Realskole, det kan godt være, at de har taget nogen af eleverne, og det er godt nok, at der er flere tilbud. Vi har ingen aktuelle tanker om at lukke det, siger Viggo Bilde, der peger på, at kommunens økonomiske indskud til klassen følger antallet af elever, så det er ikke som om, at der står dyre tomme pladser ledige. Talentklasserne hører under Talentcenter Vendsyssel og er et samarbejde mellem Hjørring Kommune, de tre gymnasier i Hjørring og Ungdomsskolen.