Flere tilfælde af chikane hos ALDI

Lige som i ALDIs butikker på østkysten, viser det sig nu, at der også er store problemer med det psykiske arbejdsmiljø mange af ALDIs butikker i resten af Vendsyssel.

Arbejdsmiljø 10. februar 2005 23:45

Det fortæller fagforeningen HK, ovenpå to aktuelle sager fra Frederikshavn og Sæby, hvor ALDI-kæden er blevet anmeldt til politiet for overtrædelse af arbejdsmiljøloven efter psykisk chikane af to butikselever. - Vi har desværre også haft vores andel af sager og i det hele taget har ALDI ikke et godt ry her i landsdelen, siger Carsten Frederiksen, der er faglig konsulent hos HKs afdeling i Hjørring. Tag ble på HK kan blandt andet fortælle om en ansat, som blev syg med maveonde mens hun var på arbejde, men alligevel blev nægtet at gå hjem. Vedkommende fik beskeden, at hun da bare kunne sidde med kassen med en ble på. - Det er noget af det mest ydmygende jeg kan forestille mig, siger Carsten Frederiksen, der også kan fortælle om episoder, hvor ansatte er blevet frosset ud med nedladende bemærkninger, ydmygelser og irettesættelser. Problem følger chef Ifølge HK, så kan mange af tilfældene med chikane overfor personalet i Vendsyssel spores tilbage til én bestemt distriktschef. - Der hvor hun har været, har der også været problemer og vi mener, at problemet hænger tydeligt sammen med den chef, siger Karsten Frederiksen. En tidligere ansat i ALDI i Hjørring, der ønsker at være anonym, bekræfter, at arbejdsmiljøet hos ALDI er udpræget dårligt og, at de mange problemer skyldes den pågældende chef, der stadig er chef for butikkerne i det østlige Vendsyssel. Derfor overrasker de aktuelle sager fra Frederikshavn og Sæby heller ikke den faglige konsulent fra HK, der i lang tid ikke har anbefalet sine medlemmer at søge arbejde hos ALDI. Ledelsen i ALDI ønsker ikke at kommentere sagen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...