Flere tomme sæder i busserne

} TRAFIK: Færre tager bussen til og fra Aalestrup. Det viser den årlige passageroptælling foretaget af Viborg Amts Fælleskommunale Trafikselskab. Rute 59 - det er Viborg-Møldrup-Aalestrup - faldt det gennemsnitlige ugentlige passagertal fra 1896 i 2003 til 1449 i fjor. For Gedsted-Aalestrup-Hobro ruten - det er rute 68 - landede det ugentlige passagertal på 1892 mod 1952 året før. Lokalruten 552 - Aalestrup-Østerbølleog Simested - mistede også passagerere, I 2003 var det gennemsnitlige ugetal på 467, mens det i 2004 blev på 310. } STORE SMÆK: I lokalopgøret mod Aars HK i håndboldherrernes 3. division fik Aalestrup IF i egen hal ikke et ben til jorden. Gæsterne vandt med 30-15 efter en føring på 14-4 ved pausen. - I pausen var vi helt nede i kulkælderen efter kun fire scoringer. Gæsternes målmand Michael Svenstrup stod helt fantastisk og forsvaret var stærkt hos Aars. I anden halvleg fik vi lov til at score lidt flere mål, men det var på en billig baggrund, da Aars tænkte mere på at score end forsvare, siger Thomas Vestergaard fra Aalestrup lejren. Med sejren bragte Aars HK sig på andenpladsen med 16 point - fire færre end nr. et Team Nors. Aalestrup er sidst med kun to point. } "MARIE" PÅ BESØG: Det er "Fedes" kone Marie, der kommer på besøg, når Kræftens Bekæmpelse og Aktive Kvinder i Aalestrup, i aften tirsdag, holder fælles møde i BG Bankens Kantine. Skuespiller og journalist Kirsten Hansen-Møller er nemlig aftenens gæst - ikke for at fortælle om sin medvirken i "Matador" men for at holde foredrag om sorgbearbejdning og hvordan glæden ved livet langsomt kan vende tilbage. } KAPLØB MED TIDEN: Flere og flere melder sig på banen for at donere genstande til tidskapslen for Aalestrup Kommune efterhånden, som tidsfristen er ved at udløbe. Senest har Christen Holme bidraget med sangteksten til visen "Byens Pris", der handler om Aalestrup. Sangen er skrevet af skrædder Laurits Nielsen. NORDJYSKE vil gerne vide mere om, hvorfor Laurits Nielsen valgte at skrive sangen. Kan du hjælpe med dette eller kender du nogen, som kan, må du gerne kontakte journalist Mads Nyvold. Tidskapslen vil blive lukket på fredag. Ønsker du at bidrage så kontakt Poul Gade eller Mads Nyvold. Du kan også læse mere om folkemindeprojektet på: www.nordjyske.dk/tidskapsel