Sverige

Flere ture til Sverige

NORDJYLLAND:Interessen for at tage på indkøbstur i Sverige er stærkt stigende, og det smitter af på mulighederne for at komme derover. Stena Line sætter fra uge 35 fuld tryk på markedsføringen af den nye, tidlige afgang fra Frederikshavn til Göteborg. Og for dem, der hellere vil lade andre køre for sig, skruer Jørns Busrejser fra Brønderslev fra næste måned op for antallet af ture til Sverige og det kæmpestore indkøbscenter Gekås i Ullared. Men også City Tours fra Gandrup vil til at køre til Sverige. Både til Gekås og men også til Freeport i Kungsbacka syd for Göteborg. Freeport er en samling af outlet-butikker - hovedsageligt med modetøj fra bl.a. Björn Borg, Sand, Nike o.s.v. NORDJYSKE har desuden kendskab til mindst ét firma mere, der står klar i kulissen for at sende nordjyder til Sverige på busture. - Det kører sådan set rimeligt med Sverigesturene. Men vi har holdt lidt igen her i højsæsonen, siger vognmand Jørn Pedersen, indehaver af Jørns Busrejser. Han har en tur nordpå på torsdag og igen i september. Claus Ørsted fra City Tours fortæller, at man i flere år har arrangeret ture til Tyskland, men vil nu prøve af, om der er salg i ture til Sverige. Første afgang mod Ullared bliver 16. september, og der vil i gennemsnit være et par ture om måneden derop. Jørns Busrejser har i 30 år arrangeret indkøbsrejser til Tyskland, men efterspørgslen efter de ture er dalet de senere år. Derfor vender han nu blikket mod Sverige. Og det er noget helt andet, danskerne går efter, når de kommer til Sverige end i Tyskland, hvor det fortrinsvis er slik, sodavand, øl og spiritus, der ryger i indkøbsvognene. - Det er rideudstyr, værktøj golfudstyr, maling, tøj og almindelige dagligvarer, folk henter i Sverige, fortæller Jørn Pedersen, der har store forventninger til indkøbsturene til Sverige. Den nye afgang kl. 7.15 fra den 1. september fra Frederikshavn betyder, at man på en endagstur får omkring af fem-seks timer på egen hånd i Gekås eller i Kungsbacka, inden man skal med færgen hjem fra Göteborg kl. 18.30.