Turisme

Flere turister benytter sig af turistkontoret

Et øget antal turister lægger vejen forbi turistkontoret - der er størst efterspørgsel på de kulturelle tilbud

DRONNINGLUND:Travlheden har meldt sig på turistkontoret i Dronninglund. Det er specielt de kulturelle tilbud, turisterne efterspørger i år. Efter at det i uge 28 vrimlede med håndboldspillere under Dronninglund Cup, er det nu turister fra ind- og udland, der kommer forbi kontoret eller ringer for at høre om aktiviteter og bosteder. - Antalmæssigt fornemmer jeg, at der kommer flere turister forbi os end sidste år. Vi har i gennemsnit 20 til 25 besøg dagligt her i højsæsonen, siger Merete Nielsen, der er leder af turistkontoret i Dronninglund. Turistkontorets hjemmeside har også været flittigt brugt med omkring 1000 besøg i juni måned. Det har specielt været de kulturelle tilbud som Middelalderdagene på Voergård og Dronninglund Kunstcenter, der har været efterspurgt. - Jeg har fornemmet, at der i år kommer flere turister til kommunen, som er interesseret i de kulturelle tilbud, siger Merete Nielsen og uddyber: - Der ringer rigtig mange langvejsfra, der vil lægge vejen forbi kunstcenteret, men først lige vil høre, hvad der ellers er af seværdigheder. Mange har også ringet for at få reserveret en plads til Middelalder-taffel på Voergård. Turistforeningen i Dronninglund er opmærksomme på den stigende interesse for de kulturelle tilbud. Foreningen arbejder netop nu på, at der for fremtiden skal sættes mere fokus på at tiltrække en bestemt målgruppe istedet for flere. Om det bliver de kulturelle er endnu ikke bestemt. - Vi skal passe på ikke at gøre tingene halvt i kommunen, men istedet finde ud af, hvem vi vil tiltrække og satse på. I stedet for at sprede osud på en masse områder, skal vi altså satse på en mindre gruppe, der så får en rigtig god kvalitet, siger Annette Berthelsen, der er formand for turistforeningen, og fremhæver: - Vi kan være mere og mere stolte af mastodonterne i kommunen, for Voergård Slot, Try Museum, Dorf Mølle og Dronninglund Kunstcenter trækker rigtig mange folk til langvejsfra. Derfor har vi efterhånden rigtig mange kulturelle turister i kommunen. Børnefamilierne har i år fået tilbuddet om aktive sommerdage, som Turistforeningen og Sund By har arranget. Det er en anden målgruppe. - Aktiviteterne er blevet modtaget meget positivt af både de lokale og turisterne, så her skal vi også overveje, om de skal gentages næste år. Nu arbejder vi videre på at finde den bedste målgruppe for Dronninglund Kommune, fastslår Annette Berthelsen.