Flere turister har egen cykel med

Især tyskerne har pakket bil eller campingvogn med de tohjulede jernheste

Turisme 24. juni 2003 08:00

De mange cykeludlejninger rundt om i landet har de senere år mærket en klar tendens: Flere campister og bilferiefolk medbringer deres egne cykler i bilen eller campingvognen, når de tager på ferie i sommerlandet og dermed slipper for at skulle betale for leje. - Det er en kendsgerning, at en del udlændinge har deres egne cykler med, siger cykeludlejer gennem 40 år, Otto Vestergaard i Øster Hurup ved Hadsund. Per Smed, der udlejer cykler i Tversted, er enig. - Vi lægger mærke til, at flere og flere tager cykler med selv. Det er især tyskerne, og det er sket inden for de seneste fem år. Cykeludlejer og cykelsmed Henrik Bautz fra Jarvis Ny Cykelservice på Læsø oplever også, at det primært er tyskerne, der er selvforsynende med tohjulede køretøjer, når de er i det nordjyske. - Det kan jeg se, for vi får jo cyklerne ind, når de skal repareres, siger cykelsmeden. Han forklarer tendensen med, at cyklerne de senere år er blevet meget nemmere at transportere. Dels er de almindelige cykler blevet lettere, og dels er de specielle, sammenklappelige cykler med små hjul for alvor begyndt at vinde indpas. Og at det mest er tyskerne, der har egne cykler med, skyldes, at de i højere grad rejser til Nordjylland i bil, end de danske, svenske og norske turister gør, mener flere af cykeludlejerne. På Læsø er man dog ikke bekymret over det tabte terræn til tyskerne. - Der er flere lejrskoler, der har fået øjnene op for Læsø, og der er mange danskere herovre på éndagstur, siger Henrik Bautz, der understreger, at det stadig primært er udenlandske turister, der kommer og lejer cykler. En melding, der i det hele taget går igen hos cykeludlejerne ved kysterne. Hvis man derimod bevæger sig fra kysterne og ind i landet, er der noget der tyder på, at interessen for at leje cykler er aftagende hos udlændinge, men stigende hos de danske turister. Indehaver af Safari Camping ved Rebild Bakker, Jens Frederik Jensen, siger: - Vi lejer cykler ud til både danskere og udlændinge, men i virkeligheden er det nok mest til danskerne.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...