Turisme

Flere turister skal lokkes til

MARIAGERFJORD:Markedsføring er altafgørende for at trække turister til området. Derfor er de ekstra 300.000 kroner til Mariagerfjord Turistråd øremærket til reklame for Ferielandet Mariager Fjord. Turistrådet havde ansøgt om flere end 300.000 kroner, men formand Karsten Rytter, Mariager, er tilfreds. - Det ekstra tilskud betyder, at vi kan gennemføre den markedsføring, vi gerne vil. Turistforeningerne i de gamle kommuner har nok hver især haft for lidt. Nu får vi flere penge og kan lave noget i fællesskab, siger Karsten Rytter. Fjordområdet er oppe mod tunge konkurrenter i de nordjyske kystområder, når det gælder om at tiltrække turister. Men Mariagerfjord Kommune har potentialet til flere gæster. Karsten Rytter slår på, at der allerede i dag er mange turister om sommeren i Øster Hurup og Mariager. Turistrådet har tidligere kun haft 291.000 kroner til markedsføring. Der er forventning om, at pengene fra Mariagerfjord Kommune matches af midler fra en regional pulje til turistmarkedsføring i Nordjylland. Derfor bliver der tale om ekstra 600.000 kroner i alt.