Flere uden praktikplads

I løbet af et år er antallet af elever, der mangler en praktikplads, næsten fordoblet i Nordjylland.

Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at der i februar 2009 var 591 nordjyske elever uden praktikplads. I februar 2008 var tallet 311. Det er en stigning på 90 procent. For hele landet var den gennemsnitlige stigning i samme periode kun 31 procent. - Det er virkelig et krisetegn, siger LO-sekretær Ejner K. Holst. Han foreslår, at der oprettes praktikcentre, der giver eleverne en reel garanti for, at de kan gennemføre den uddannelse, de er begyndt på. - De unge får tudet ørene fulde af, at de skal tage en uddannelse. Men den voksende mangel på praktikpladser gør det reelt umuligt for dem. Derfor er det afgørende, at vi finder en løsning, siger Ejner K. Holst. Blandt eleverne uden praktikplads er 43 på Aalborg Handelsskole, 56 på Frederikshavn Handelsskole, 301 elever på Tech College Aalborg og 123 på EUC Nord.