EMNER

Flere unge snuppes i billetsnyd

Politiet har travlt med sager om fifleri med sms-busbilletten.

Nordjyllands Politi har travlt med at tage imod anmeldelser om folk, der snyder med sms-busbilletter. Typisk er det skoleelever eller studerende, der bliver anmeldt. - Indenfor den sidste uge har vi fået en håndfuld anmeldelser om folk, der har snydt med sms-billetten, og de unge udtrykker selv, at alle gør det, siger politiassistent Jakob Søndergaard, Nordjyllands Politi. Nordjyllands Trafikselskab (NT) har - efter at trafikselskabet lavede en udvidet billetkontrol - indtil videre anmeldt otte til politiet for at ændre i sms-billetten. - Problemet er, at de unge redigerer i sms-billetten, og det er forfalskning, siger Nicolai Sørensen, kundechef hos Nordjyllands Trafikselskab. NT indførte for et år siden muligheden for, at man kan købe sin busbillet over mobiltelefonen, og det er den sms-billet, selskabet konstaterer, de unge redigerer i, så den gælder i et større tidsrum, end der er betalt for. - Det er bedrageri og dokumentfalsk, så det er alvorligt, siger Jakob Sønder- gaard, Nordjyllands Politi. Tilsyneladende er det ikke gået op for de anmeldte, selv om trafikselskabet havde en indkøringsperiode, før det i august begyndte at politianmelde dem, der pågribes i at snyde. Derfor vil NT nu udvide informationen, så det bliver helt klart for kunderne, at det har større konsekvenser end en almindelig kontrolafgift at rette i sms-billetten. Der er endnu ikke faldet dom i nogen af sagerne i Nordjylland, men anmeldelserne ender sandsynligvis med en plet på straffeattesten og en bøde på 3000 kroner. Det er i hvert fald resultatet af en dom fra København. En plet på straffeattesten kan have konsekvenser ved uddannelse og jobansøgning.