Flere våbentyve bag tremmer

Adskillige våben fra Antvorskov fundet

Politiet gennemførte i går en razzia i Smørumnedre i sagen om våbenrøveriet på Antvorskov Kaserne i januar. Foto: Anders Debel Hansen/Scanpix

Politiet gennemførte i går en razzia i Smørumnedre i sagen om våbenrøveriet på Antvorskov Kaserne i januar. Foto: Anders Debel Hansen/Scanpix

NÆSTVED:Der venter fire ugers varetægtsfængsling for en dansk mand, der lørdag blev anholdt i forbindelse med danmarkshistoriens største våbenrøveri på Antvorskov Kaserne ved Slagelse i sidste måned. Manden blev anholdt i forbindelse med en stor razzia i Smørumnedre i Nordsjælland, og han blev fremstillet for dobbelt lukkede døre sidst på eftermiddagen. Derfor er hverken sigtelsen ellers mandens stillingtagen til den kendt. Han er en af flere anholdte i sagen, som er omgivet af stort hemmelighedskræmmeri. Politiet vil således hverken oplyse det samlede antal af anholdte eller varetægtsfængslede, siger efterforskningsleder Flemming Madsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der betragter udviklingen som et gennembrud i sagen. - Alle anholdelserne er foretaget i Storkøbenhavn, men af hensyn til efterforskningen vil vi gerne have antallet for os selv en kortere periode, siger Flemming Madsen. Røverne slap af sted med 189 geværer og pistoler samt våbentilbehør ved røveriet 4. januar, men politiet vil ikke oplyse, hvor mange våben eller hvilke typer, man på nuværende tidspunkt har fundet. Efterforskningsleder Flemming Madsen er dog fortrøstningsfuld med hensyn til at finde alle våbnene. Siden torsdag har Politiets Efterretningstjeneste og aktionsstyrken AKS anholdt flere personer, og lørdag omkring kl. 12 rykkede politiet så ind i Smørumnedre med flere vogne. Her gennemførte politiet en større razzia i og omkring et hus i Valmuehaven. Ved aktionen fandt politiet en del af de våben, der nu er beslaglagt. Der er samtidig blevet fundet våben ved tidligere aktioner, oplyser politiet. Kriminelt netværk Ifølge PET tilhører de anholdte et kriminelt netværk, men ikke et af de kendte bandemiljøer. Meget tyder på, at våbnene var stjålet med videre salg for øje, men det vil Flemming Madsen ikke bekræfte. - Vi arbejder ud fra mange teorier. Det har været nævnt, at våbnene skulle bruges både i Danmark og i udlandet og i forskellige grupperinger, men jeg kan ikke sige, at vi i efterforskningen har bud på det. Men vi er fortrøstningsfulde i forhold til at opklare sagen, siger Flemming Madsen. Han forventer ikke flere anholdelser i de kommende dage, men vil dog ikke udelukke det. En intern undersøgelse i forsvaret fastslog i slutningen af januar, at vagterne overholdt alle gældende regler og dermed ikke begik fejl under røveriet. Men røveriet betyder, at forsvaret har skærpet sikkerheden på landets kaserner, siger oberst Michael Bundegaard, der er chef for forsvarets driftsdivision. - Vi kan ikke garantere, at det ikke kan ske igen, men vi har gjort meget for, at det ikke sker. Vi er utrolig glade for, at politiet formentlig har fundet vores våben, og så er vi spændt på, hvilken personkreds, der står bag røveriet. Vi vil meget gerne vide, om det er nogen, der er ansat eller tidligere har været ansat hos forsvaret, siger Michael Bundegaard. /ritzau/