Flere vil sikre sig med GPS

Det er ikke længere kun dyre biler, der udstyres med GPS.

Christian G. Skouboe og Ida Amalie Bodh Have,
GPS-tracker i brændesav førte til opklaring af flere indbrud. Foto Henrik Louis
Tyverier 25. oktober 2011 13:30

Det er ikke længere kun ejere af dyre biler, der ønsker at sikre deres personlige ejendele. En ny kundegruppe melder sig på banen, og det mærker man blandt andet hos firmaet Tripple Track, der leverede det sporingsudstyr, der ledte politiet på sporet af de tyve, der havde stjålet værktøj fra Brønderslev Maskincenter. - Vi oplever en større forespørgsel efter sporingsudstyr. Vi ser en stigende tendens til, at selskaberne lægger deres kunder på sinde, at de skal sikre ejendele af en vis værdi med GPS-udstyr, fortæller Ebbe Novrup fra Tripple Track's afdeling for salg og marketing. Det er blandt andet tagpap og kobber på kirkegården, som kunderne ønsker at sikre. Interesse i forsikringsbranchen I forsikringsbranchen holder man også øje med den nye måde at sikre sine ejendele på. - Vi følger meget interesseret med i udviklingen, der kan være med til at sætte en dæmper på skadebilledet. Dels er der en præventiv virkning, som forhindrer tyveri. Men det er også en større genfindingsprocent på effekter med GPS i, siger pressechef Mads Houe fra Codan. Igennem længere tid har det været et krav, at luksusbiler skal være udstyret med en GPS-tracker, hvis de skal forsikres hos Codan. Indtil videre har forsikringsselskabet dog ikke planer om at stille krav ved andre effekter. Hvis man sikre sine ejendele med GPS kan det nedsætte forsikringspræmien, men det skal kunne dokumenteres, at det har en virkning. Desuden påpeger Mads Houe, at teknologien ikke er ufejlbarlig, da såkaldte 'jammere' kan sløre signalet fra GPS'en. Flere og flere krav Hos brancheforeningen Forsikring & Pension fornemmer man positive reaktioner fra de forsikringsselskaber, der er medlemmer. - GPS-sporing er noget, vores medlemmer, benytter sig en del af. Det har en vis præventiv effekt, fortæller konsulent i skadeforebyggelse ved Forsikring & Pension Maiken Skriver Poulsen. Forsikring & Pension oplever i stigende grad, at der bliver stillet krav til sikring af ejendele fra deres medlemmers side. Indtil videre er det dog primært ved biler i luksusklassen og store entreprenørmaskiner.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...