EMNER

Flere viste interesse for at købe metodistkirken

HJØRRING:Da Thomas Risager fra ejendomsmæglerfirmaet Berg Risager i sommer fik til opgave at sælge en kirke, så var der tale om en meget anderledes opgave, for hvem er egentlig interesseret i at eje en lukket kirke. Der var dog aldrig tvivl om, at den særprægede bygning, der var sat til salg for 1.095.000 kroner nok skulle blive solgt, og interessen var også stor. - Det var et meget bredt klientel, som viste interesse for kirken, siger Thomas Risager. Nu var det så indretningsfirmaet Inn-Dekor, der fik kirken, men andre erhvervsvirksomheder var også inde i billedet. Der var også interesserede, der ville bruge den som bolig og andre havde planer om at indrette værested i den. - Det har været en spændende sag, siger Thomas Risager, som oplyser, at den blev solgt til prisen.