Lokalpolitik

Flertal bag skældud til borgmesteren

Rigmor Sandborgs rolle i udarbejdelsen af den ny storkommune er foreløbig uændret trods kritik fra størstedelen af byrådet

AALESTRUP:Et politisk rap over fingrene. Det har et flertal i byrådet givet borgmester Rigmor Sandborg(UP). Det skete på et ekstraordinært byrådsmøde torsdag aften. Eneste punkt på dagsorden var at debattere borgmesterens indsats i forhandlingsgruppen for en Vesthimmerlandsk kommune - set i forbindelse med, at hun har været til et løsrivelsesmøde i Hvilsom. Her deltog en embedsmand fra Hobro Kommune også. – Som borgmester kan man ikke komme til sådan et møde som menigmand, når det handler om kommunestrukturen, sagde Søren P. Johansen(S) og hentydede til, at baggrunden for fremmødet kunne skyldes et forsøg på at sikre stemmer fremover. Med fremmødet havde borgmesteren tilsyneladende bragt sig selv i en no-win-situation. – Jeg har deltaget i mødet som borger i et lokalsamfund og ikke været ude for at sætte en underskriftsindsamling i gang eller det, der ligner. Ligemeget hvad, jeg havde gjort, ville jeg blive angrebet. Hvis jeg ikke mødte op, ville jeg angribes for arrogance overfor lokalsamfundet, og hvis jeg gik ud og blandede mig i, at andre har inviteret nogen til et privat møde, kunne jeg blive klandret for at ville lægge låg på ytringsfriheden, vurderede Rigmor Sandborg. Dobbeltrolle eller ej Henrik Bygholm(V) mente, at en af de væsentlige forskelle bestod i, at Rigmor Sandborg ikke forholdt sig tavst på tilskuerrækken til mødet. – Som jeg er informeret, har du selv været inde og tage ordet. Så er du der i hvert fald som borgmester. Ifølge Rigmor Sandborg kom hun kun med faktuelle oplysninger om bl.a. lægevalg og ambulanceudrykninger. Tvivl om konsekvens Kritikrunden endte med at blive noteret som en sag, "der er drøftet". Det betyder formentlig, at "Hobro-sagen"ikke får nogen konsekvenser for borgmesterens rolle i forhandlingsudvalget. Inden byrådsmødet endte, ønskede Per Bisgaard at føre punktet videre over på et lukket møde. Dog uden at ville give nogen begrundelse for sit ønske. På det tidspunkt havde Rigmor Sandborg forladt byrådssalen til fordel for en konference. – Det synes, jeg er rigtig uforskammet. Du vil sige noget om en, som ikke er der, det vil jeg ikke gå med til, sagde Ragna Loft (S) henvendt til Per Bisgaard. Et flertal forkastede ønsket om et lukket møde.