Flertal fastholder flytning

Galleri Ødipus får fremover til huse i Aktivitetscentret på Poppelvej.

Ødipus skal flytte ud af galleriet i Danmarksgade. Det fastholder et flertal i Aalborg Kommunes ældre- og handiapudvalg. Arkivfoto: Martin Damgaard

Ødipus skal flytte ud af galleriet i Danmarksgade. Det fastholder et flertal i Aalborg Kommunes ældre- og handiapudvalg. Arkivfoto: Martin Damgaard

Trods modstand fra SFs Felix Henriksen fastholder et flertal i Aalborg Kommunes ældre- og handicapudvalg, at Galleri Ødipus skal flytte til Aktivitetscentret på Poppelvej. Flytningen er en konsekvens af den besparelse på 18 mio. kroner, som politikerne skal finde for at få budgettet i handicapafdelingen til at hænge sammen. Og selvom sagen i første omgang blev udsat på grund af SFerens modstand, havde flertallet i udvalget ikke ændret mening, da sagen var på dagsordenen igen onsdag eftermiddag. - Atelierdelen flytter ind på Poppelvej, og det har vi allerede etableret et fint samarbejde med folkene på centret om, forklarer rådmand Tina French Nielsen (V). I forhold til galleridelen foreslår flertallet i udvalget en række vandrende udstillinger - blandt andet på kommunens biblioteker. - På sigt arbejder vi på at lave vores eget informationscenter for handicappede og sindslidende, og dér kunne galleriet jo også tænkes med ind, tilføjer Tina French Nielsen. Hun understreger, at forvaltningen fortsat arbejder på at finde et galleri, som har lyst til at vise Ødipus' værker. Men besparelsen på 140.000 kroner og den deraf følgende flytning vil flertallet i ældre- og handicapudvalget ikke rokke ved.