Flertal for bedre barsel til studerende

SU’en under barsel bør fordobles, mener DF

KØBENHAVN:Et flertal i Folketinget vil forbedre vilkårene for studerende på barsel. Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og De Radikale mener således ikke, at en studerende på barsel reelt har nogen mulighed for at leve for de nuværende 4000 kroner om måneden. - Det er slet ikke tilstrækkeligt, at man kun kan få omkring 4000 kroner om måneden på barsel. Familieministeren har jo også lige sagt, at der er behov for flere børn i samfundet, og så er det nødvendigt at gøre vilkårene bedre for de studerende på barsel, siger Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Martin Henriksen. Han foreslår en fordobling af det beløb, de studerende kan få under barsel, så det kommer op på mellem 7000 og 9000 kroner om måneden efter skat. Om det lige skal være en fordobling, er både Socialdemokraternes SU-ordfører, Kirsten Brosbøl, og den radikale uddannelsesordfører, Margrethe Vestager, villige til at diskutere. - Hvis Dansk Folkeparti kan komme med en fornuftig finansiering, så er vi villige til at se positivt på forslaget. Når alle andre i samfundet har et års barselsorlov, så er det ikke rimeligt, at de studerende - som i dag - reelt kun har et halvt år. Det er nemlig tilfældet, fordi de bliver tvunget til at bruge to klip af deres SU, eller et helt års SU, for at få tingene til at hænge sammen økonomisk i det halve år, siger Kirsten Brosbøl. Martin Henriksen foreslår samtidig, at hjemmeboende studerende fra velhavende hjem skal være med til at betale gildet, ligesom partierne bag SU-forliget bør kigge på at fjerne loftet over, hvor meget studerende må tjene ved siden af SU’en. Her møder Dansk Folkepartis uddannelsesordfører dog mindre velvilje./ritzau/