Flertal for den ny skolestruktur

Helle Astrup (S) stemmer for lukning af Hellum Skole og to sammenlægninger, men er bekymret for planen om at ændre skoledistrikter.

Et flertal i økonomiudvalget på fem mod to stemte onsdag for at lukke Hellum Skole og sammenlægge skolerne i henholdsvis Ravnkilde/Haverslev og Blenstrup/Bælum. Det var kun Søren Søe-Larsen (Oplandslisten) og Morten V. Nielsen (V), der ikke kunne støtte indstillingen fra børne- og ungdomsudvalget. Helle Astrup (S) har ganske vist også været i tvivl, men var blevet afklaret til mødet i økonomiudvalget: - Jeg stemmer for at nedlægge Hellum, fordi der er for mange skoler i øst og for få elever. Men jeg har været i tvivl, fordi jeg også gerne ville beholde en mindre skole som alternativ i den del af kommunen, og det får man jo så fortsat i Blenstrup. Til gengæld har det bekymret mig meget i indstillingen, at man vil føre noget af skoledistriktet til Skørping, for det tager jo lidt af ideen ved sammenlægningen. Så styrker man jo alligevel ikke de mindre skoler, siger Helle Astrup. Morten V. Nielsen (V) er heller ikke begejstret for den konkrete, men foreløbig udskudte plan om at justere skoledistrikterne: - Jeg vil da håbe på, at ændringerne bliver brugt sådan, at de mindre skoler bliver styrket, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.