EMNER

Flertal for indgreb - efter TDC-salg

KØBENHAVN:Et politisk flertal på Christiansborg er nu klar til at skærpe beskyttelsen af mindretalsaktionærer, hvis overtagelsen af TDC afslører et hul i de gældende regler. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil have aktieselskabsloven strammet, og det er økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) sammen med de Radikale klar til at kigge på. Men i den konkrete sag om TDC vil han ikke foretage sige noget. Det har vakt politisk forargelse, at de fem kapitalfonde bag selskabet Nordic Telephone Company (NTC), der er hovedaktionær i TDC, på en ekstraordinær generalforsamling i TDC på tirsdag truer med at gennemtvinge en vedtægtsændring i selskabet, så de kan tvangsindløse de resterende aktier i selskabet og hive det af fondsbørsen. NTC sidder på 88,2 procent af aktierne i TDC. Men hvis 90 procent af de fremmødte aktionærer går med til en vedtægtsændring, vil NTC gennemtrumfe en tvangsindløsning. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne kræver en stramning af aktieselskabsloven, så overtagelser fremover kun kan ske, når en aktionær har 90 procent af aktiekapitalen, sådan som børsreglerne faktisk foreskriver. Men de to sæt regler kolliderer. Og det erkender Bendt Bendtsen. - Men jeg kan ikke gå ind og lave lovgivning inden på tirsdag, hvis nogen mener det, siger Bendt Bendtsen til Ritzau. Dansk Folkepartis erhvervsordfører, Colette Brix, kalder det "langt ude", at ATP og andre TDC-mindretalsaktionærer kan blive tvunget til at sælge sine aktier til NTC, på trods af at TDC-hovedaktionæren ikke har 90 procent af aktierne. Københavns Fondsbørs har allerede blankt erkendt, at den ikke har kompetence til at forhindre, at NTC tvangsindløser de resterende aktier i TDC. Fondsbørsen sætter derfor sin lid til politikerne. Ifølge ministeren skal en vedtægtsændring, hvis den ekstraordinære generalforsamling tirsdag vedtager en sådan, godkendes i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Styrelsens afgørelse kan så påklages til Erhvervsankenævnet, og i sidste ende til domstolene. - Og vi har her en sag, der meget vel kan ende ved landets domstole, siger ministeren. ATP meldte torsdag ud, at pensionskassen er parat til at gå hele vejen ved domstolene, hvis en eventuel vedtægtsændring godkendes i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. /ritzau/