Flertal for ny ordning

Nye regler for tilskud til foreninger vedtaget efter lang debat.

Lars Christensen,
Kommer svømmeklubberne i økonomisk knibe på grund af de nye tilskudsændring, så kan de prøve at søge elitestøtte og ellers er der en "Brandslukningspulje".Foto: Bente Poder
EMNER 22. september 2011 23:21

Udvalgsformand for Fritids- og Kulturudvalget, Sven Bertelsen (Lokallisten), var klar i mælet, da han onsdag aften præsenterede forslaget til en ny tilskudsordning til fordeling af tilskud til de frivillige, folkeoplysende foreninger. - Det her er en af de svære. Uanset hvad, så vil der altid være nogen, der føler sig snydt, fortalte han. NORDJYSKE har tidligere skrevet om svømmeklubberne, som står til at miste flere hundrede tusinder af kroner, mens ungdomsklubber, gymnastikforeninger og en række mindre sportsgrene vinder på den nye ordning. Efter udvalgsformandens præsentation, kom der gang i en længere diskussion i byrådssalen. For mens de nye regler for aktivitetstilskud er klar fra 2012, så vil en lignende ændring af lokaletilskuddet først kunne være klar fra 2013. I Venstres gruppe var der udbredt utilfredshed med processen, da man endnu ikke ved, hvem der vinder og taber ved en sådan ændring. - Det er en urimelig behandling af foreninger. De kan ikke lave ordentlige budgetter med de her vilkår. Det skaber en usikkerhed, fastslog Susanne Sander (V), som blev bakket op af partikollegaen Michael Karlborg. - Arbejdet er godkendt, men det bør først implementeres, når lokaletilskudsændringerne er klar, fortalte han. Formand for Folkeoplysningsudvalget, Lene Berendt (Lokallisten), var dog ikke meget for udsigterne til at skulle vente et år. - En tilskudsændring er en lang proces, hvor hver en sten skal vendes. Det er vigtigt, at man ikke blander arbejdet for meget sammen, fortalte hun. Ifølge Lene Berendt har foreninger selv anbefalet, at få ændringerne lidt af gangen, for at at have bedre overblik over dem. Det var grunden til, at en planlagt kørselstilskudsændring blev udskudt til senere. Den nye tilskudsordning blev vedtaget med stort flertal. De fire Venstrefolk Susanne Sander, Birthe Andersen, Kurt Mikkelsen og Per Harfeld stemte imod. Henning Sigsgaard (Lokallisten) stemte blankt.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...