Flertal for rygeforbud på job

Danskerne er parate, nu er det op til politikerne, siger Hjerteforeningen

KØBENHAVN:Mens flere og flere arbejdspladser indfører rygeregler og rygeforbud, er der i befolkningen nu for første gang flertal for at få et generelt forbud mod rygning inden døre på arbejdspladserne. 54 procent går ind for et forbud, og det er et markant spring i forhold til en tilsvarende undersøgelse for et halvt år siden, da kun 42 procent svarede ja til et rygeforbud på arbejdspladserne. Ikke overraskende er det især de unge, der går ind for et forbud. Men først hos de over 56-årige er modstanderne mod rygeforbud i overtal. Undersøgelsen er foretaget for 16 sundhedsorganisationer, fagforeninger og brancheforeninger, som er gået sammen om at arbejde for et rygeforbud på arbejdspladser og i det offentlige rum. Det gælder blandt andre Hjerteforeningen, hvis direktør, Susanne Volqvartz, kalder det utroligt positivt, at befolkningen tager ansvar for både deres egen og andres sundhed. - Folk reagerer på baggrund af den nye viden om, at passiv rygning giver folk de samme lidelser, som hvis de ryger selv, siger hun. Hun opfordrer politikerne til at tage en snak med deres kolleger i Irland, Norge og Sverige og de øvrige lande, hvor der er indført rygeforbud. - De kan bekræfte, at rygeforbud får stor folkelig opbakning, når det er gennemført. Som jeg ser det, er rygeforbud på offentlige steder og arbejdspladser nu først og fremmest et problem i politikernes hoveder. Danskerne er parate, siger Susanne Volqvartz. Hun får opbakning til sine synspunkter af Hans Storm, der er leder af Forebyggelsesafdelingen i Kræftens Bekæmpelse. Han mener, at udviklingen i landene omkring os og nu også i den danske befolkning er så markant, at der i løbet af få år vil blive indført et forbud på rygning på arbejdspladserne. - Jeg vil tro, at det forbud vil blive behandlet i 2006, så vi har et røgforbud i 2007. Og allerede efter 10 år vil vi kunne se en virkning inden for nogle kræftsygdomme, blandt andet lungekræft. Men den sundhedsmæssige effekt af rygeforbud vil vise sig endnu tidligere inden for hjertesygdomme og specielt luftvejssygdomme og allergier, siger Hans Storm. Af undersøgelsen fremgår det, at blandt de 18 til 25-årige er der 66 procent, som støtter et generelt rygeforbud på arbejdspladserne. Kun 29 procent svarer nej, mens 5 procent svarer ved ikke. Blandt de 26 til 35-årige er flertallet for forbud lidt mindre, nemlig 61 procent, mens modstandernes andel er vokset til 35 procent. Spørger man de 46 til 55-årige er der stadig flertal for et forbud, men det er her nede på 52 procent, mens 41 procent er imod et rygeforbud. Hos den del af befolkningen, som er over 56 år er der ikke flertal for rygeforbud på arbejdspladserne, men der er på den anden side heller ikke noget flertal imod. Sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holder i løbet af året en række folkehøringer om passiv rygning for at lodde stemningen, inden regeringen giver sit bud på en rygepolitik for danskerne i slutningen af året. Meningsmålingen er foretaget af Rambøll blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på 1015 personer. Følgende står bag den røgfri kampagne: Danmarks Apotekerforening, Astma-Allergi Forbundet, Danmarks Lungeforening, Dansk Sygeplejeråd, Dansk Tandlægeforening, Diabetesforeningen, Ergoterapeutforeningen, Folkesundhed København, Forening for Formidlere af Viden om Husholdning, Ernæring og Sundhed, Hjerteforeningen, Jordemoderforeningen, Kost & Ernæringsforbundet, Kræftens Bekæmpelse, Lægeforeningen og Røgfrit Miljø. /ritzau/