Flertal giver grønt lys til discountbutik i Hasseris Bymidte

Teknisk udvalg er splittede i sagen, rådmand Henrik Thomsen mener ikke, at man skal lægge under for trusler om sagsanlæg

HASSERIS:Et flertal i teknisk udvalg giver grønt lys for, at discountkæden Rema 1000 kan åbne en butik i Hasseris Bymidte. Lokalplansforslaget giver mulighed for, at der kan bygges 1200 kvadratmeter til butikker. Rema Ejendomsinvest A/S har allerede købt en del af ejendommen med henblik på at opføre en Rema 1000. Tidligere har sagen givet anledning til debat. Arealet ejes af revisionsfirmaet Nielsen & Christensen i Hasseris, der hele tiden har troet, at de har haft mulighed for selv at bygge på grunden - eller sælge den til andet formål. Men kort før sommerferien 2004 fik de et ny lokalplansforslag med posten. Ifølge den nye plan kunne der ikke længere bygges butikker på grunden. Men det er der nu rettet op på nu, hvis byrådet følger flertallet i teknisk udvalg. Venstre, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne går ind for lokalplansforslaget, mens teknisk rådmand Henrik Thomsen (SF) og Preben Pedersen (R) stemte imod. Sigvart Sigvartsen (S) går ind for flere indkøbsmuligheder i Hasseris. - Når der er nogen, der ønsker at etablere forretninger, og det ikke generer andre, så vil vi godt være med til det, siger Sigvart Sigvartsen, der ikke tror, at byggeriet giver mere trafik i området. Underforsynet Sigvart Sigvartsen peger på, at undersøgelser viser, at området er underforsynet med butikker, hvilket flertallet i udvalget vil rette op på med tilladelsen. - Vi er sat i byrådet for at varetage borgernes interesser, og det mener jeg, at vi har gjort i den her sag. Henrik Thomsen mener til gengæld, at der er nok butikker at handle i, derfor stemte han imod. - For det første, fordi jeg synes, at der er rigeligt med butikker i det område, for det andet fordi jeg ikke vil lægge under for at et revisionsfirmas trusler om at lægge sag an mod kommunen, siger Henrik Thomsen. Fornuftig planlægning Han henviser til, at revisionsfirmaet sidste gang udvalget behandlede en lokalplan for området, ifølge Henrik Thomsen truede kommunen med et sagsanlæg på 10 mio. kr. - Det er enhver kommunes ret og pligt at sørge for en fornuftig planlægning og ikke lægge under for, hvad et revisionsfirma ellers måtte mene, siger han. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke vil have flere butikker i området, siger han. - Det er min opfattelse, at det er nok. Det er ikke så lang tid siden, at Netto bl.a. åbnede i den sydlige del af området, og i dag har Hasseris Bymidte SuperBest og Fakta, og det synes jeg egentligt dækker behovet rigeligt, siger Henrik Thomsen, der bemærker, at der heller ikke er langt til indkøbsmulighederne i City Syd. Henrik Thomsen frygter, at discountbølgen, der ruller over landet i form af nye butikke, løjer af på et tidspunkt, og så vil byen stå tilbage med mange tomme grunde. Sigvart Sigvartsen afviser dog på det kraftigste rådmandens antydninger af, at nogen skulle lægge under for truslen om et sagsanlæg. - Overhovedet ikke, det har vi slet ikke taget stilling til, det har slet ikke været på banen.