Flertal imod rådmandens forslag om at sætte elprisen ned

Mariann Nørgaard havde gerne set, at politikerne brugte en del af pengene på at holde en stabil elpris til glæde for forbrugerne og virksomhederne

Lokalpolitik 1. juni 2005 06:00

AALBORG: Et flertal blandt de partier, der besluttede sig for at sælge Elsam-aktierne til svenske Vattenfall for 1,2 milliarder kr., blev på et møde mandag formiddag enige om, at hovedparten af pengene bruges på at afdrage på kommunens gæld, hvilket betyder, at beløbet vil blive beskattet med 40 procent. .26,2 mio.kr. af midlerne skal dog ifølge forsyningsrådmand Mariann Nørggaard (V) bruges på energibesparende foranstaltninger. Hun ser dog hellere, at 130 mio. kr. af pengene bliver brugt på at sikre en stabil elpris i AKE (Aalborg Kommunale Elforsyning) til glæde for forbrugerne og virksomhederne. Alligevel vil hun stemme for, da der er et flertal for at bruge pengene på at afdrage på gælden. - Når så langt de fleste ønsker pengene til gældsafvikling og ikke til elforsyningen, så er jeg nødt til at tage det til efterretning. Det er en del af et forlig det her, og så går jeg ikke ind og stemmer imod noget, siger Mariann Nørgaard. Hun er ærgelig over, at der ikke sættes penge af til at holde en stabil elpris. - Jeg har fortsat den holdning, at jeg ønsker, at der skal sættes penge af til, at man kan nedsætte nettariffen i Aalborg, det ønsker jeg af hensyn til arbejdspladserne og til forbrugerne, for vi kommer til at ligge forholdsvis højt med vores nettarif, hvis der ikke er penge til at nedsætte den for, siger Mariann Nørgaard, der peger på, at virksomhederne jo ikke kan vælge et andet elnet. Hidtil er udbyttet fra Elsam-aktierne blevet brugt til at nedsætte elprisen, og i første omgang kan man fortsætte den linje lidt endnu, fordi pengene fra salget af Elsam-aktierne giver en renteindtægt, der ifølge Mariann Nørgaard kan bruges til at nedsætte nettariffen nogle måneder endnu. - Men det jeg godt kunne ønske mig var, at vi kunne fortsætte med at nedsætte nettariffen indtil 2010. Det er så det ønske, jeg har, og det er af hensyn til forbrugerne og arbejdspladserne, for det er nogle store energitunge arbejdspladser, vi har i Aalborg, siger Mariann Nørgaard, der bl.a. henviser til Fibertex og Portland. Rådmanden tror stadig, der er en chance for, at der kan ændres på planerne, når de sidste detaljer skal på plads på mandag. - Det kan godt være, at vi på mandag finder ud af, at det er mest fornuftig også at have penge til nettariffen. Tilsynsrådet har iøvrigt givet grønt lys for, at kommunen godt kan bruge alle pengene fra salget på at afdrage på gælden. Forligskredsen mødes igen på mandag for at få de sidste detaljer på plads, men sagen skal ifølge Mariann Nørgaard også gennem forsyningsudvalget og byrådet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...