EMNER

Flertal kræver soldater hjem fra Irak

OSLO:Et flertal af nordmænd kræver, at de norske soldater trækkes hjem fra Irak. Det viser en meningsmåling. 51 procent af de adspurgte forlanger, at de næsten 50 norske soldater i Basra-området i det sydlige Irak hentes tilbage til Norge. Cirka 33 procent mener, at de udstationerede nordmænd skal blive i Irak. Undersøgelsen er foretaget af Visendi-instituttet for det norske nyhedsbureau NTB. 16 procent udtaler, at de er i tvivl. Den norske viceforsvarsminister, Bård Glad Pedersen, siger til NTB, at de norske styrker befinder sig i Irak efter indtrængende opfordring fra FN, fordi deres tilstedeværelse medvirker til at forberede genopbygningen af Irak og af et civilt irakisk styre. Det norske kontingents foreløbige mandat udløber til sommer. /ritzau/NTB