EMNER

Flertal siger ja til nye boldbaner

Men borgerforening skal først sige ja til at afstå jord

BROVST:Et flertal i kulturudvalget siger ja til, at Brovst Idrætsforening i år kan gå i gang med etablering og færdiggørelse af nye fodboldbaner på dyrskuepladsen i Brovst. Men formand Kim Bennike (DF) og Helle Bak Andreasen (V) siger nej. - Vi vil gerne se et projekt, inden vi tager stilling. Men det har vi ikke set endnu. Vi har kun set det oprindelige udkast, men det er så vidt jeg ved ændret flere gange siden. Vi synes, det er rimeligt, at vi får præsenteret et projekt, inden vi tager stilling, siger Kim Bennike. Leo Pedersen, formand for Brovst Idrætsforening, siger, at der er afleveret et ideoplæg på rådhuset. - I oplægget er der endda et tilbud på hvad det vil koste at anlægge de to baner, som vi gerne vil i gang med nu, siger Leo Pedersen. De to baner er anslået til at koste 1,5 mio. kr. - Ny fodboldbaner skal ligge helst mellem halvandet og to år, inden de kan bruges. Derfor er det vigtigt for os at komme i gang med arbejdet nu, siger han. - Vi har snakket om de baner i 14-15 år. Derfor er det også lidt vigtigt for os at vise omgivelserne, at der nu endelig sker noget, siger Leo Pedersen. Borgmester Mogens Gade (V) siger, at en betingelse for, at arbejdet kan gå i gang er, at dyrskuepladsen tilskødes Brovst Kommune. Det er Brovst Håndværker- og Borgerforening, der ejer pladsen i dag. Derfor har borgmesteren opfordret borger- og håndværkerforeningen til at sætte gang i proceduren med tilskødning af arealet. Formanden for borger- og håndværkerforeningen, Ole Christensen, siger, at der først skal holdes en generalforsamling, inden der kan ske en tilskødning. - Der står i vores vedtægter, at køb og salg af fast ejendom skal godkendes på en generalforsamling. Det er vi nødt til at holde os til, siger Ole Christensen. Han tilføjer, at borger- og håndværkerforeningen holder generalforsamlingen 17. september. I øvrigt skal Brovst Idrætsforenings nuværende stadion og klubhus overdrages til kommunen i forbindelse med udflytningen. Derfor skal den sag også klares juridisk, inden etableringen af de ny baner kan finde sted. I følge Leo Pedersen kan det ske uden en generalforsamling.