Flertal turde ikke sig ja

Hjørring 1. december 2002 07:00

HJØRRING: Forældre i Hjørring Kommune får ikke foreløbigt tilbud om at få betaling for at passe egne børn i hjemmet. Byrådet har besluttet at udsætte behandlingen af et forslag om at give tilskud til de forældre, der ikke sætter deres børn til pasning i kommunale ordninger. Begrundelsen var usikkerhed overfor, hvor mange der vil benytte sig af tilbuddet. Forvaltningen havde foreslået at give et tilskud på 3.107 kr. pr. måned til børn fra 24 uger til tre år og 1.168 kr. pr. måned for børn fra tre år og indtil børnehaveklassestart, men kun Venstres gruppe syntes, at det var en god idé. Hanne Jensen (S) sagde: - Mange børneforældre har ikke råd til at tage imod det tilbud, og for kommunen vil hele planlægningen i Piano-planen blive slået i stykker. Socialdemokraternes gruppeformand, Helmuth Zickert, syntes ikke, at tidspunktet for at indføre det nye tilbud var det bedste, så derfor stillede han på gruppens vegne forslag om, at man ventede med at tage stilling, indtil budget 2004 skal drøftes til sommer. Jens Broen (K) var af samme holdning: - Vi har lige vedtaget et stramt budget, så kan man ikke komme med det her forslag. Vi ved jo ikke, hvad det vil koste. - Jamen, hvis ikke vi prøver, så er vi jo lige vidt til næste år, sagde Else Købstrup, som var overbevist om, at man ville kunne holde sig indenfor de 450.000 kr., der var fundet på bufferpuljen på dagplejen. Da Venstre-folkene indså, at der ikke kunne blive flertal for forslaget om tilskud til børnepasning, stemte de for ændringsforslaget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...