Lokalpolitik

Flertal vil have en storkommune på Østkysten

Frederikshavn Byråd peger på den brede kommunemodel - SF stiller ændringsforslag

FREDERIKSHAVN: En storkommune i Nordøstvendsyssel, der får ansvaret for alle sociale opgaver, vidtgående specialundervisning, miljøtilsyn og miljøgodkendelsesopgaver, beskæftigelsesopgaver og skatteopgaver. Det bliver Frederikshavn Kommunes råd til Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Det endelige høringssvar skal vedtages på byrådsmødet mandag aften, men et flertal er enige om at pege på ”den brede kommunemodel”, der erstatter amterne med 3-6 regioner og kommuner med minimum 30.000 indbyggere. - Borgernes situation skal være udgangspunktet. Der skal være klarhed over, hvem der har myndigheden og ingen gråzoner og den brede kommunemodel har de største kvaliteter, siger borgmester Erik Sørensen. Selv om Frederikshavn Kommune i dag har 34.400 indbyggere, mener et flertal i byrådet, at de nye opgaver fordrer et enu større befolkningsunderlag for at sikre den faglige bæredygtighed. SF kan ikke tilslutte sig flertallets høringssvar og vil stille et ændringsforslag. SF mener, at hele processen med kommunalreformen er forhastet og udemokratisk og at det eneste anstændige ville være at udskyde reformen til efter næste valg. På borgermødet tirsdag aften talte flere for en endnu større kommune med både Hjørring og Frederikshavn. Side ????