Flertal vil presse Heunicke til fødselsforhandlinger

Et flertal i Folketinget vil pålægge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til forhandlinger om fødestuer.

Sundhedsminister Magnus Heunicke var i marts kaldt i samråd for at redegøre for, hvilke initiativer regeringen vil tage for at styrke forholdene for fødende før, under og efter en fødsel. Spørgsmålene var stillet af SFs Kirsten Normann Andersen og Enhedslistens Pernille Skipper.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Sundhedsminister Magnus Heunicke var i marts kaldt i samråd for at redegøre for, hvilke initiativer regeringen vil tage for at styrke forholdene for fødende før, under og efter en fødsel. Spørgsmålene var stillet af SFs Kirsten Normann Andersen og Enhedslistens Pernille Skipper.. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

KØBENHAVN:Ifølge mediet Sundhedsmonitor er der samlet et flertal i Folketinget for at presse sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at indlede politiske forhandlinger om hjælp til landets pressede fødeafdelinger.

Det sker med et beslutningsforslag fra Enhedslisten og skal behandles senere i ugen. Det "pålægger regeringen at indkalde Folketingets partier til forhandlinger inden sommerferien 2021" om minimumsrettigheder til fødende og forbedrede arbejdsforhold for jordemødre.

- Det er virkeligt godt, hvis vi kan få et flertal her. For så er det et flertal i Folketinget, der lægger et klart pres på ministeren om at få sat gang i forhandlingerne tidligere, end han ellers gerne ville, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Pernille Skipper.

I slutningen af marts var Magnus Heunicke indkaldt til samråd om forholdene på landets fødestuer, efter at en lang række historier om dårlige fødselsforløb i specielt Region Hovedstaden har været i medierne siden nytår.

Sideløbende har jordemødre berettet om dårlige arbejdsforhold, og flere end 1000 underskrev tidligere i år et fælles brev med et opråb om at skabe bedre forhold.

På samrådet sagde Magnus Heunicke, at han fuldt ud erkender, at der er problemer på området. Han lagde dog op til politisk at behandle området som del af de sundhedsforhandlinger, der skal køre til efteråret, og kigge på en lang række emner i sundhedsvæsnet.

En stribe ordførere sagde dog herefter, at det ikke er godt nok.

- Det er slet ikke hurtigt nok at skulle skyde det til forhandlinger om en stor sundhedsaftale. Det er jo noget, der rækker over flere år, hvor penge bliver taget lidt ad gangen.

- Så kan det blive både 2023, 2024 eller 2025, inden der rent faktisk kommer forbedringer. Og kvinderne venter jo ikke med at føde, til en stor aftale bliver udmøntet, sagde Liselott Blixt, sundhedsordfører for Dansk Folkeparti, eksempelvis.

Også SF og V sagde her, at det ikke var tids nok med forhandlinger til efteråret.

Ifølge Sundhedsmonitor støtter også De Konservative og Nye Borgerlige op om beslutningsforslaget, og dermed er flertallet sikret.

Beslutningsforslaget, der skal pålægge regeringen at indlede forhandlinger, er sat til at blive behandlet i Folketinget fredag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden