Thisted

Flertal vil ud af kulturaftale

Thisted Kommune er klar til at indlede forhandlinger om at træde ud af Kulturaftale Nordvest

- Ud fra økonomiske grunde vil jeg være med til at indlede forhandlinger om at opsige aftalen. Også selv om det er ærgerligt i forhold til nogle gamle samarbejdspartnere. Byrådsmedlem Poul Hvass Hansen (K) var en del af det flertal på 17 byrådsmedlemmer, som i denne uge stemte for, at kommunen indleder forhandlinger om at træde ud af Kulturaftale Nordvest fra 2011. - Vi er i en situation, hvor kommunen mangler en masse penge i år og i de kommende år, sagde han og satte dermed fingeren på netop det punkt, som har udløst hele diskussionen for eller imod kommunens forbliven i aftalen, som løber frem til og med 2012. Det kontante problem er, at aftalen, der blev indgået i april 2009 har vist sig at være dyrere end først antaget. I år skal der findes ekstra 90.000 kroner for at betale Thisted Kommunens andel, mens der i 2011 og 2012 bliver brug for henholdsvis 337.500 kr. og 487.500 kroner ekstra. Poul Hvass sad i det tidligere udvalg for børn, familie og kultur. Det var udvalgets daværende formand, Preben Dahlgaard, der skrev under på aftalen, som er indgået sammen med Morsø og Skive kommuner. I Thisted Kommunes nye udvalgsstruktur er aftalen ”landet” hos udvalget for arbejdsmarked og kultur, AKU, men pengene til at betale for den er ikke fulgt med.

Forsiden