EMNER

Flest legestuer for 0-2 årige

Aalborg har 42 forældrestyrede legestuer

AALBORG:Selvom legestuen i Gistrup er den eneste, hvor forældre kan aflevere deres børn, er der masser af lignende tilbud i Aalborg Kommune. Ifølge Anita Tusindfryd fra Legestueprojektet er der pt. 42 legestuer, og derfor har kommunen også ansat to pædagoger, som kan hjælpe forældrene med inspiration og ideer. - Legestuerne er i princippet for børn mellem nul og seks år. Men der kommer nok flest mellem nul og to år, for efter den alder begynder de fleste i børnehave, fortæller hun. De forældrestyrede legestuer blomstrede især i 80’erne, hvor mange forældre benyttede sig af de ny orlovsmuligheder. Men den udvidede barselsorlov og muligheden for at ansætte en ung pige i huset med tilskud fra kommunen øger også efterspørgslen. - Det afhænger meget af udviklingen i det område, forældrene bor i, mener Anita Tusindfryd. - Nogle steder falder interessen og efterspørgslen så meget, at legestuen må lukke i en periode. For selvom vi giver tilskud til lokaler og drift, skal der både være nogen, som er villige til at påtage sig rollen som kontaktperson og kasserer, understreger hun. Legestueprojektet er i øjeblikket ved at undersøge forholdene i Hals, Nibe og Sejlflod. For er der interesse, skal forældrene hér selvfølgelig også have tilbuddet. - Vi har blandt andet informeret sundhedsplejerskerne om mulighederne. Men på sigt skal vi også rundt og besøge distriktskontorerne i de ny kommuner, fortæller Anita Tusindfryd. Hun har allerede været på besøg fire steder, så fremover bliver der måske endnu flere legestuer og legestuetilbud i Aalborg Kommune.