Flest stoler på blå blok i udlændingepolitikken

Meningsmåling foretaget for Jyllands-Posten viser, at flest adspurgte stoler på blå blok i udlændingepolitik.

Danskerne har fortsat mest tillid til en borgerlig regering, når det kommer til flygtninge- og indvandrerpolitikken. Foto: Ida Marie Odgaard/arkiv/Ritzau Scanpix

Danskerne har fortsat mest tillid til en borgerlig regering, når det kommer til flygtninge- og indvandrerpolitikken. Foto: Ida Marie Odgaard/arkiv/Ritzau Scanpix

På trods af at Socialdemokratiet har fulgt regeringens linje i flygtninge- og indvandringsspørgsmål siden sidste valg, er det stadig blå blok, som flest stoler på til at styre politikken på området.

Det skriver Jyllands-Posten baseret på en meningsmåling, som avisen har fået foretaget af analyseinstituttet Norstat.

- Den borgerlige regering har samme forspring på udlændingespørgsmålet, som den altid har haft, selv om det har været en central strategi for Socialdemokratiet at fravriste dem positionen.

- Det er gået meget dårligt med den strategi at dømme ud fra de her tal, siger Frederik Hjorth, der er adjunkt ved Københavns Universitet og forsker i vælgeradfærd, til Jyllands-Posten.

Målingen, der har omkring 1200 respondenter, viser, at 37 procent af de adspurgte svarer, at en borgerlig regering til være bedst til at "sikre en fornuftig flygtninge- og indvandrerpolitik" mens 32 procent svarer, at en regering ledet af Socialdemokratiet vil være det.

Det er ifølge Jyllands-Posten samme margin som ved valget i 2015, altså før Socialdemokratiet begyndte at lægge sig tæt op ad regeringens og Dansk Folkepartis linje på området.

Til avisen siger udlændinge- integrationsminister Inger Støjberg (V) at Socialdemokratiets udlændingepolitik er "en taktisk manøvre".

- Det tror jeg, at danskerne har gennemskuet, siger hun til Jyllands-Posten.

Hos Socialdemokratiet siger udlændingeordfører Mattias Tesfaye, at han ser det som nogenlunde ens opbakning i befolkningen.

- Vi får nogenlunde samme opbakning, og det er naturligt, al den stund at vi fører det meste af udlændingepolitikken sammen, siger han til Jyllands-Posten.

I 2015 var flygtningekrisen på sit højeste og mere end 20.000 asylansøgere ankom til Danmark. Flygtningepolitik var dermed et stort tema. Siden da er antallet faldet til under 5000.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.