Fletter kunst fra hele verden

"Verdens spejl - en ny kunsthistorie".

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et eksempel på Julian Bell's kunsttolkning er billedet af Donatellos David, "hvor den polerede pubertetshud berøres af det lange hår ... og de frække fjer, som fra Goliaths hjelm strækker sig op ad inderlåret". Ill. fra bogen

At skabe billeder er næsten en definerende egenskab ved mennesket. I bogen "Verdens spejl" følger Julian Bell, der selv er maler, udviklingen fra menneskets første tilskyndelser til at forme det rå materiale (eksempelvis en flintøkse) til de seneste galleriinstallationer, og viser, hvordan kunsten er et produkt af vores fælles erfaringer, og hvordan den som et spejl kan afbilde de menneskelige livsvilkår. Ifølge en anekdote skulle Picasso, med ærefrygt, havde udtalt, da han besøgte hulemalerier i Lascaux i 1940: "Vi har intet lært". Og dette berømte forhistoriske sted fik dermed en umiskendelig direkte indflydelse på Picassos kunst, som ifølge Bell beviser, at moderne eksperimenter er i besiddelse af flere links til den ældste kunst, så den lever videre gennem rum og tid. Denne evne, til at opdage forbindelser mellem selv de mest fjerne kunstværker, løber gennem Bells modige forsøg på at skrive en ny historie kunst. Alene den enorme mængde materiale i hans komplekse emne ville gøre de fleste forfattere bløde i knæerne ved tanken om at gøre det, som kunne synes som en umulighed, eftersom historien og da slet ikke kunsthistorien er én. Bell indrømmer, at han går til emnet som kunstner, og derfor nærmest ser stort på, hvad tidligere kunsthistorikere måtte havde sagt og skrevet. Og det er en charmerende styrke ved bogen. Men det er måske også for store ambitioner for en bog: et ønske om at slippe provinsialisme og omfatte hele mangfoldighed af kunst på verdensplan - som en kunsthistorie. Med lysende lethed, springer Bell fra den ene kultur til den anden. Han har en evne til at bevæge sig hurtigt mellem kontinenterne, fra en elegisk krucifiks i Köln domkirke til et kærligt indisk par på en erotisk tempelfrise på Khajuraho, hvorved han laver (uventede?) tværkulturelle sammenligninger. Eller han diskuterer krigernes ukuelige livskraft på Bayeux-tapetet – der minder ham om Maya fresker i Mexico. Og som et resultat heraf bliver læsningen af bogen en beundringsværdigt og stimulerende oplevelse. Han skriver om innovative gamle mestre, som om de var enfant terrible i dag. Donatello laver ny og farlig kunst, som i sin statue af David, hvor "den polerede pubertetshud berøres af det lange hår ... og de frække fjer, som fra Goliaths hjelm strækker sig op ad inderlåret" (side 171). Vi vidste nok allerede meget om impressionisternes kærlighed til japanske tryk, for ikke at nævne Picassos fascination af afrikansk skulptur (og med en dansk vinkel: Cobra-kunsten herhjemme med Jorn i spidsen). Men Bells beskrivelser og fremdragelser fra den østerlandske kunst er en tilgang til stoffet, der hjælper os med at forstå, hvor dyb en gæld vestlige kunstnere skylder andre civilisationer, da modernisme brød ud. Bell slutter bogen af med sige, at alle hans læsere er potentielle kunstnere, og formaner dem til at komme i gang. Hvad sker der næste gang i kunsthistorien, og hvor kunsten er på vej hen, er i virkeligheden helt op til dig? Denne afvæbnende ligefremhed giver hans bog en uimodståelig appel. Troels Laursen kultur@nordjyske.dk Julian Bell: "Verdens spejl en ny kunsthistorie". Oversættelse efter "Mirror of the world" ved Ole Lindegård Henriksen. 496 s., ill., 399 kr., Nyt Nordisk Forlag.