Aalborg

Flextronics på nye hænder

Flextronics har fundet en køber til fabrikken i Pandrup. Hvem det er offentliggøres tidligst torsdag i næste uge

Flextronics har solgt sine bygninger på Industrivej 30 i Pandrup. Ifølge marketingdirektør Jutta Devenish, der har domicil i Wien, har Flextronics i sidste uge forhandlet med to potentielle købere, en virksomhed fra Danmark og én fra Østrig. Jutta Devenish er endnu ikke bekendt med, at der er indgået en endelig aftale om overtagelse af bygningerne, når Flextronics lukker helt ned til december. Og hun ønsker ikke at oplyse navnene på de to firmaer, der er forhandlet med, før handlen er endelig afsluttet. - Vi har en politik om ikke at afsløre noget, før det hele er på plads, siger hun til NORDJYSKE. Pandrups borgmester Flemming Jansen (V) bekræfter, at Flextronics har solgt de 25.000 kvadratmeter store bygninger, men vil imidlertid heller ikke løfte sløret for, hvem der står på spring i kulissen. - Køberen har endnu ikke ønsket at få noget ud, og det er jeg nødt til at respektere, siger Flemming Jansen. Årsagen til hemmelighedskræmmeriet er angiveligt, at der er nogle ting, der endnu ikke er faldet helt på plads. Ifølge Flemming Jansen vil køberen præsentere sig selv på et pressemøde torsdag i næste uge eller allersenest i uge 34. NORDJYSKE har talt med flere medarbejdere, som heller ikke er bekendt med salget og med, hvem den nye ejer er - og altså heller ikke, hvordan deres beskæftigelsesmuligheder ser ud, når Flextronics lukker helt ned til december.