Flimmerfrit med digitalmodtager

Alle tv-seere med tag- og stueantenne skal snart skifte til digital tv-modtagelse

Marie Preisler
Dagbladenes Bureau
Foto: Urs Küster/Polfoto
Medievirksomhed 9. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Om under et år lukker DR og TV 2 for det analoge sendesignal, og derefter skal tv-seere med stue- eller tagantenne have anskaffet sig og installeret en digital modtager for at se tv, hvis de ikke har et tv med indbygget digital modtager, og sådan et har meget få forbrugere. Allerede i dag giver en digitalmodtager tv-seerne mulighed for at se DR1, DR2 og TV 2 uden flimmer på skærmen. Tv-stationerne sender nemlig allerede nu digitalt. Og til oktober næste år slukker DR og TV 2 helt for det gamle jordbaserede analoge signal. Det har tyskerne og svenskerne allerede gjort, så man kan i forvejen se tyske og svenske kanaler digitalt, hvis man trækker tv ned via stue- eller tagantennen. 15. oktober slukkede svenskerne for deres analoge signaler, så fremover kræver det en digital modtager, hvis man vil se svensk tv via det jordbaserede sendenet. Bedre programguide Adgang til tysk og svensk tv er langt fra den eneste fordel ved allerede nu at skifte til digital modtagelse. Digital modtagelse giver også bedre billedkvalitet, bedre lyd og overblik over tv-stationernes udsendelser i den særlige elektroniske program guide (EPG), fastslår Forbrugerstyrelsen, der har undersøgt markedet for digitale modtagere. I den elektronisk programguide kan man se, hvilke udsendelser tv-kanalerne sender lige nu og hvilke udsendelser, der kommer. Også valg og fravalg af undertekster, tegnsprogstolkning og ægte 16:9 format hører med til det digitale tv. Fra 2009 vil man også få mulighed for flere kanaler. For at få glæde af det digitale tv, skal forbrugeren enten have en digital modtager eller et tv med digital tuner. Dem er der ikke så mange af endnu, og hvis man ikke vil udskifte sit tv her og nu, kan det være en idé i stedet at investere i en digital modtager - også kaldet digital dekoder eller settopboks. Har man har købt en fladskærm uden indbygget digital tv-modtager (digital tuner), skal man også bruge en digital modtager for at kunne se digitalt tv. En digitalmodtager kan sammenlignes med en dvd-afspiller, hvor afspilleren læser informationerne på dvd-skiven og omdanner de digitale informationer til et billede som fjernsynet viser. Det samme sker i en modtager til digitalt tv. De digitale signaler bliver i modtageren lavet om til et billede, som fjernsynet kan vise. Ny fjernbetjening Investering i en digitalmodtager betyder også, at man skal have en ny fjernbetjening. Det er nemlig ikke længere fjernsynet, der bestemmer, hvilken kanal man ser. Fremover er det den digitale modtager, der bestemmer. Derfor er det på den, man skifter kanal på, via dennes fjernbetjening. Nogle modtagere kan dog konfigureres til, at kunne kommunikere med fjernsynets fjernbetjening. Hvis man allerede nu ved, at man vil få det svært med at skifte fjernbetjening, bør man undersøge, om man kan få en dekoderboks, der kan kommunikere med den nuværende tv-fjernbetjening. Man skal også råde over en antenne for at se digitalt tv. Modtager man i dag TV 2 via en UHF-antenne vil den nuværende TV 2-antenne være tilstrækkelig, idet digital-tv systemet benytter TV 2s mastepositioner. Så man behøver ikke kravle op på taget og rette antennen til. Der findes dog specielle såkaldte DVB-T antenner på markedet, der er lavet specielt til at modtage digitale tv-signaler. En del tv-seere vil endda kunne nøjes med en stueantenne. På hjemmesiden www.digi-tv.dk kan man på et oversigtskort klikke på sin region og se, om en stueantenne er nok i det område, hvor man bor. Tv-seere med tag- eller stueantenne skal dog ikke tro, at deres tv-signal er reddet for tid og evighed, hvis blot de nu investerer i en digitalmodtager. På den igen De digitale modtagere som er i handlen til det jordbaserede net er alle sammen af typen MPEG2, og med dem kan man se DR1, DR2 og TV2 digitalt frem til 2012. Men efter oktober 2009 forventes der at blive lanceret en lang række ekstra kanaler, som vil kræve en anden type modtager, nemlig en såkaldt MPEG4. Nogle udbydere af satellit- og kabeltv er så småt begyndt at lancere digitale modtagere med MPEG4-standard, men der er endnu ingen MPEG4 modtagere i butikkerne til tv via tag- og stueantenne. Så til den tid skal seere med tag- og stueantenne altså på den igen. Det er en folketingsbeslutning at lukke de analoge kanaler, idet man ønsker mere plads på sendenettet. En analog kanal fylder ca. fire gange så meget som en digital. Derfor vil der, når de analoge kanaler stopper, blive plads til flere (digitale) kanaler, interaktivt tv og, når den tid kommer, HDTV.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...