Film

Flindts film løser intet problem

DE BESATTE: Journalisten Jørgen Flindt Pedersen har haft premiere på filmen "De besatte" om de oprørske arabere i Israel. Filmen anmeldes 24.1. af Ulrik Haagerup, der bruger udtrykket "Dokumentarfilm". Der burde have stået "Propagandafilm". For ifølge anmelderen bygger filmen på oplysninger, som Flindt har indhentet blandt den arabiske befolkning i Israel. Han har tydeligvis opholdt sig så længe blandt disse fanatiske terrorister, at han til sidst ikke har kunnet skelne mellem løgn og sandhed eller mellem udokumenterede historier og helt klare kendsgerninger. Da tyskerne besatte Danmark, blev vi i de næste fem år præsenteret for alt det propagandaskrål, som Joseph Goebbels kunne præstere og som for os var lige så gennemskuelig som det, Jørgen Flindt Pedersen har bygget sin film over. Denne propaganda bestod af hele og halve løgne, udokumenterede påstande, vild overdrivelse af visse skildringer og underbetoning eller udeblivelse af alt det, der ikke kunne bruges i tyskernes favør. Formålet med denne propaganda var at styrke moralen i det tyske folk og at få de tyske soldater til at føle sig som tapre helte, der kæmpede for en retfærdig sag med risiko for at "falde på ærens mark" Efter anmelderens beskrivelse er der ikke megen forskel på disse goebbelske produkter og det mønster, Flindt har bygget sin film efter, udover at de kilder, han har øst af, hører vor tid til. Ingen bryder sig om den udvikling, der er opstået i Israel og ingen må tro, at dette er Israels livret. De lider mindst lige så meget som araberne, men hvad ville der ske, hvis Israel ikke satte sig til modværge? En propagandafilm som Jørgen Flindt Pedersens løser heller ikke noget problem, men kan kun gøre det hele værre. Den er fremstillet af de samme ingredienser som alle foregående propagandafilm: Blodsudgydelser, grædende kvinder, forældreløse børn, smadrede huse, proportionsforvrængninger, manipulerede billeder og ditto tekster. Listen er uendelig. Råheder, blandet på den rigtige måde, skaber en 98 minutter lang ensidig "dokumentarfilm". Ifølge anmeldelsen blev filmen ved premieren hilst med et stående publikums klapsalver, hvilket viser at heller ikke de kunne gennemskue manipulationen. Muslimer fra Mellemøsten må have været i overvejende flertal. De fik det, de kom efter, en bekræftelse på, at israelerne er verdens værste banditter, der bruger ufine metoder med F-16 jagere, tanks og Apache-helikoptere, og at de selv kæmper heltens og martyrens retfærdige og modige kamp ved at sprænge sig selv og uskyldige civile i småstykker. Anmelderen skriver retfærdigvis: "Jørgen Flindt Pedersen forlader med denne film de klassiske journalist-dyder, om altid tilstræbt objektivt at se en sag fra to sider". Formålet med filmen må være at stimulere muslimer i Europa og Mellemøsten til at fastholde den tanke, at de ved hjælp af planløs terror kan erobre Israel. At få Mellemøstens altid ulmende gløder til at blusse op. Og at få produktet solgt til andre lande, så det kan få Jørgen Flindt Pedersens konto til at svulme. Og det skal nok lykkes. For der er penge i skidtet, som man siger!