Film

Flippet flop

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Kom dog indenfor i folkevognsrugbrødet og var det noget med en lille blå pille? Elliot på opdagelse på festivalpladsen. Still

FILM “Taking Woodstock” # # ¤ ¤ ¤ ¤ Den internationale dobbelt Oscar-vindende instruktør Ang Lee har denne gang lavet et decideret flop. Et flippet et af slagsen, men ikke desto mindre et filmisk flop. Angiveligt skulle “Taking Woodstock” være en ukynisk komedie, men Ang Lee har svært ved at finde ud af, hvad han egentlig vil fortælle, og hvad han egentlig vil bruge Woodstock-historien til. Den myteomspundne Woodstockfestival danner baggrund for historien om den pæne dreng Elliot Tiber (Demetri Martin), der desperat prøver at hjælpe sine jødiske forældre med at få deres konkurstruede og nedslidte kombinerede feriecenter- og bungalowudlejning til at fungere. Og så dumper der en uventet appelsin ned i den luvslidte turban. De flippede forretningsfolk bag Woodstock-festivalen har fået nej fra de lokale myndigheder i Wallhill, som frygter at blive invaderet af en sand hippiehær, der vil voldtage køerne og trampe afgrøderne ned. Elliot læser om det i avisen, ringer til dem og tilbyder festivalfolket, at de i stedet kan indtage hans families feriecenter og tilliggende arealer. Top, siger de og så er historien i gang. Der er blot et problem. Eller rettere flere. Filminstruktør Ang Lee har angiveligt haft til hensigt at lave en komedie, men hans hovedperson Demetri Martin, en anerkendt amerikansk standupkomiker, har ikke ret meget andet end samme mutte, udtryksløse ansigt at byde på. Og hans forældre Sonia (Imelda Staunton) og Jake Teichber (Henry Goodmann) er spillet så overtydeligt karikeret, at det gør ondt. Hun som en pengepugende, usympatisk gnier, han som en undertrykt ægtemand, der blot skal have en enkelt øl for meget og et par glade hippiepiger at sludre med for at blomstre. For det er jo Woodstock - tre dage med fred, musik og kærlighed, som ruller af sted rundt om ørerne på den i begyndelsen ganske forvirrede Elliot. Snart begynder han dog så småt at tage for sig af retterne - lsd-trip og våde tungekys med både det ene og det andet køn. Men, men - de som havde sat næsen op efter et nostalgisk gensyn med alletiders musikfestival bør holde sig langt væk. Musiksiden er næsten ikke eksisterende og består mest af baggrundsmuzak - eksempelvis The Doors, som ikke engang spillede i Woodstock. Hippietidens budskab om fred og kærlighed bliver til gengæld gjort til genstand for en række naive og nærmest tåneglekrummende pinlige småsketches. Og et par “smid-tøjet-og-vær-fri-scener” virker lige så naturlige, som en sort fugleedderkop på en bryllupskage Du får indtryk af, at Ang Lee har villet det hele. Både skildre en ung mands pinefulde løsrivelsesproces og samtidigt skildre midt-60’erne, inden afbrændte bh’er og afbrændte napalm-børn i Vietnam gjorde endelig ende på hippieuskylden. Og hvor Woodstock var en enkelt af en række manifestationer mod det etablerede og stivnede. Skræver du for bredt, revner bukserne. Og det gælder også for Ang Lee, og her er der ikke noget, som rigtig for alvor bliver fulgt til dørs. Den første halve time er vi i komedieland, men så trænger hippiefestivalen ind over og forsyner filmen med anderledes historiske dimensioner. Problemet er at Ang Lee ikke rigtig ved, hvad han skal stille op med hippietiden og vil have det hele med. Fra ultrafeministiske rødstrømper til syrehoveder og indiske guruer og ender i et overfladisk skønmaleri uden dybde. Elliots forældreopgør falder sammen med festivalens slutningen, men at bruge hele Woodstock-festivalen som frelsende forløser for det - ja, det virker ærlig talt lidt komisk. Men det er næsten også det eneste, som der er at grine af i den film. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk “Taking Woodstock” USA, 2009. Instr.: Ang Lee. To timer Till. f. alle. Danmarkspremiere.