Flirt på mobilen er ikke utroskab

{ København: Er det i orden at smile frækt og hviske søde ord i ørerne på andre end kæresten? De fleste vil nok svare nej. Men foregår flirten via sms, flyttes grænserne. Over 40 procent af danskerne synes nemlig ikke, at det er utroskab at flirte på mobilen. Det viser en undersøgelse blandt 2500 af Teleselskabet 3’s kunder. Til gengæld skal man passe på med at lade mobilen ligge fremme, hvis man har en lille flirt kørende – der er en rimelig stor sandsynlighed for, at kæresten tjekker ens sms’er. Hele 34 procent - eller mere end hver tredje - er faldet for fristelsen og har tjekket kærestens mobil.  Men danskerne er også romantikere. Det er kæresten, vi ringer allermest til, og det er især billeder af kæresten, vi har på mobilen, viser undersøgelsen. /ritzau/