EMNER

Flittig ung mand med to firmaer

Søren Jakobsen fra Hobro sælger computerudstyr og fragter stykgods

HOBRO:Et lille transportfirma - Søren Jakobsen Transport - har set dagens lys i Hobro. Og det styres af en travl og myreflittig ung, barnefødt hobroenser. - Der skal bare ske noget hele tiden, forklarer indehaveren. Man tror ham gerne. Den snart 22-årige hobroenser havde tredjepart i sit eget firma, endnu inden han fyldte 18 år. Sammen med to lidt ældre, universitetsstuderende brødre drev purunge Jakobsen i starten af det nye årtusinde den elektroniske internetbutik Vels Data, som via nettet handlede med computere, printere og andet løsudstyr. Datamusen I dagtimerne læste han på teknisk skole. Som 20-årig solgte Søren Jakobsen sin andel og etablerede Datamusen. Firmaet sælger og installerer server-løsninger, hjemmesider og web-hoteller fortrinsvis til virksomheder. Allerede da var han som ung forretningsmand på vej til at runde sin anden million i omsætning. Flere er kommet til siden. Noget, Søren Jakobsen tydeligvis nødigt snakker om. - Det, som vitterligt tæller for mig, er at kunne sælge folk noget, de mangler - og bagefter opleve deres glæde over resultatet. Og så elsker jeg at arbejde som selvstændig. Selve sætte dagsordenen, erklærer han. Jo, noget skal der åbenbart ske hele tiden. Og da Søren Jakobsen rendte ind i en periode med ordrenedgang, tog han en tørn som natchauffør hos Arla. Transportfirma Ud over de seks til otte timer, døgnet levner den driftige forretningsmand til søvn og måske et besøg hos kæresten, udfylder firmaet hele hans daglige tilværelse. Eller rettere: firmaerne. Datamusen har nemlig fået følgeskab af Søren Jakobsen Transport. - Jo, for jeg fandt ud af, at det var smartere med to firmaer, der supplerer hinanden. Når jeg for Datamusen kører ud for at installere serverløsninger og lignende, kan jeg jo lige så godt fylde bilen med strykgods fra diverse firmaer, jeg har kontakt med. Og derved undgå at køre med en tom bil, uddyber han. Så mens det nye firmas røde Mercedes Sprinter dagligt ruller på de jyske, fynske eller nord- og østtyske motorveje og landeveje med ejermanden bag rattet, laver Søren Jakobsen forretninger enten via den håndfrie mobil, sms eller e-mails. Computeren er nemlig installeret i bilen, og som hjælp til navigation anvender han gps-udstyr. Teknik besnærer Søren Jakobsen. - Som 15-årig "makkede jeg" med computere i al min fritid, bekender han. Efter 9. klasse tog han på teknisk skole og agerer i dag med en fireårig uddannelse som multimedieintegrator som ballast. Udfordringerne Men først og fremmest driver iværksættertrangen værket, mens han raffinerer sin viden ved at arbejde med de nye sager på det hastigt foranderlige computer-marked. Hvor han branchemæssigt befinder sig om bare to år, tør Søren Jakobsen ikke med sikkerhed sige. - For ikke så længe siden brugte jeg megen tid på at installere specialservere. Men de gled i foråret stille og roligt ud af markedet til fordel for færdige løsninger. I dag bruger jeg næsten al tid på transport og på at installere og servicere og mindre tid på teknisk kreativitet. Fint nok. Jeg elsker nye udfordringer. Og så bestemmer jeg selv, fastslår han.