Affald

Flodsvin på spil i Uggerby Å

77-årig kunstner fjernede en kanofuld affald efter turister på 30 kilometer af Uggerby Å.

Christian Lautrup gav den som sejlende skraldemand for nogle dage siden efter at kanoturister i sidste weekend smed store mængder affald overbord på Uggerby Å.Arkivfoto: Bente Poder

Christian Lautrup gav den som sejlende skraldemand for nogle dage siden efter at kanoturister i sidste weekend smed store mængder affald overbord på Uggerby Å.Arkivfoto: Bente Poder

Da Jette Sørensen, Sindal, og hendes familie lørdag 19. juli tog af sted på en kanotur fra Sindal til Bindslev, mødte der dem et stygt syn. - Åen flød med tomme øldåser, papkasser og andet affald. Så bliver jeg altså fortørnet. Det er så smuk en tur - det er utilgiveligt at svine på den måde. Det kan vi ikke være bekendt, og da slet ikke hvis vi vil have turister, mener Jette Sørensen. Hun har desværre ikke noget billede af svineriet. - Da vi røg i for anden gang, turde vi ikke tage kameraet op af rygsækken, griner Jette Sørensen. Efterfølgende har hun dog været omkring turistkontoret og gøre opmærksom på flodsvinenes hærgen. Det bekræfter Lise Boris på Sindal Turistbureau. - Vi har også samlet op. Eller det har kunstneren Lautrup på Bindslev Gl. Elværk. Han tilbød selv at sejle en tur og rydde op, fortæller Lise Boris. - Jeg synes ikke der er et generelt problem med svineri på åen. Men vi HAR haft en del unge på det seneste, og de er nok ikke så flinke til at tage deres affald med sig. Det bliver ellers sagt til dem, inden de tager af sted, og vi giver dem også affaldsposer med, forsikrer Lise Boris. Billedkunstneren Christian Lautrup, der bor på Bindslev Gl. Elværk sammen med sin kone, Bodil, er ikke hjemme, da NORDJYSKE Medier ringer. Men Bodil Lautrup bekræfter, at han har ageret sejlende skraldemand. - Han samlede en hel kanofuld affald op på turen, primært tyske øldåser. Han tog hjemmefra klokken 10 og kom først hjem kl. 6 om aftenen, og tænk så lige på at han er 77 år, siger Bodil Lautrup. Heldigvis oplever ægteparret Lautrup heller ikke svineriet som et generelt problem. - Vi har boet har i 16 år, og vi har ikke hørt om det før, fortæller Bodil Lautrup.