Flødeskumsfronten

I dag for 65 år siden, den 8. maj 1945, sluttede Anden Verdenskrig i Europa. Resultatet af krigen var frygteligt. Millioner af soldater og civile var døde, og andre millioner var krigsinvalider.

Store dele af Europa lå i ruiner, og en tredjedel af Europas befolkning ejede kun det, de gik og stod i, og millioner levede i ruinkældre og flygtningebarakker. 25 millioner levede som flygtninge og andre millioner som krigsfanger eller som tvangsarbejdere i Sovjetunionen. Alle disse lidelser blev Danmark stort set forskånet for gennem de fem besættelsesår. Det var ikke uden grund, at de tyske soldater kaldte Danmark for ”Flødeskumsfronten”, for livet som besættelsessoldat i Danmark og for danskerne selv var fredeligt og kunne slet ikke sammenlignes med forholdene ved fronterne eller i de andre besatte lande. Den danske samarbejdspolitik indtil 29. august 1943 gav Danmark tilnavnet ”Hitlers kanariefugl”, men de få modstandsfolk de sidste krigsår reddede Danmarks ære og fik os over på den rigtige side af ”kridtstregen”. Det er bemærkelsesværdigt, at der døde flere danskere som frivillige i Waffen SS på Østfronten, end der samlet døde i modstandskampen og i allieret tjeneste, og at den danske regering havde støttet oprettelsen af Frikorps Danmark. På samme måde opfordrede regeringen og fagforbundene danskerne til at tage arbejde i Tyskland, og i mange tilfælde kunne arbejdsløse miste understøttelsen eller sociale ydelser, hvis de ikke tog anvist arbejde i Tyskland. Jo flere danskere, der tog arbejde i Tyskland, jo mere kul kunne vi få til gengæld. I løbet af krigen arbejdede flere end 127.000 danskere i Tyskland, dels på fabrikkerne og dels ved reparation af jernbanenettet. Ca. 500 mistede livet ved allierede bombeangreb. I mit arbejde med bogen ”Brovst som arbejderby”, der udkommer 1. juni, har jeg efterlyst tysklandsarbejdere fra Øster Han Herred, men der var næsten ingen. For der var rigeligt med arbejde på egnen. Udvidelsen af Aalborg Lufthavn til at blive Nordeuropas største militære lufthavn gav i alle besættelsesårene godt betalt arbejde til tusinder af arbejdere, der kom fra nær og fjern på cykel eller med toget til Vadum Station. Hver dag tog 25-30 arbejdere med toget fra Brovst til Vadum for at arbejde på lufthavnen. Da en bestemt arbejdsmand, der ikke havde radio og derfor ikke havde hørt befrielsesbudskabet den 4. maj, mødte op på Brovst Station om morgenen den 5. maj og opdagede, at krigen var forbi, græd han, fordi han nu havde mistet et godt arbejde. De 30 kvadratkilometer mose, der strakte sig fra Moseby og til Tranum Strand, fik under og i årene efter krigen enorm betydning, da tørvene måtte erstatte kul og olie. Hvert år i sæsonen flyttede hundredvis af familier ud i mosen, hvor de boede i blikskure. Mændene var beskæftiget med at fjerne det øverste sandlag og derefter grave tørvene op, mens kvinderne sørgede for, at tørvene blev tørret og stakket. Børnene skulle gå i skole i Moseby eller i Koldmose Skole. I de sidste krigsår kom der nye arbejdsopgaver for tyskerne, dels med at bygge bunkers som et led i etableringen af Festung Europa og dels med at grave pansergrave, bl.a. ved Birkelse og Åbybro. I Brovst var der i hele besættelsestiden stationeret ca. 350 tyske soldater. I begyndelsen var det elitesoldater, senere blev det ældre, helt unge eller tidligere sårede soldater. Forholdene var fredelige, og mange beboere kom til at kende tyske soldater personligt, og mange soldater kom i de danske hjem. Da vores nabo havde født et barn, kom en tysk soldat, der var stationeret i genbohuset, for at gratulere. Der blev også født mange børn med tyske soldater som fædre. - Det var ikke blot soldaterne selv, der græd, når de skulle forflyttes til Østfronten. En dag skød nogle drenge til måls efter fugle med slangebøsser. Da en af dem ramte en krage, blev det observeret af en tysk soldat, der derfor skældte drengene gevaldigt ud! Denne episode sætter i høj grad forholdene i Danmark i relief. Vi kom helskindet gennem besættelsestiden, for det var en ”Flødeskumsfront”. De danske byer var ikke smadret. Danskerne sultede ikke og var ikke drevet på flugt. Landet var selvfølgelig nedslidt, og der var varemangel og rationering. Men Danmarks problemer var små i forhold til forholdene i det øvrige Europa. Samtidig var vi så heldige, at det var englænderne, der befriede Danmark og ikke Sovjetunionen, for så havde vi lidt samme skæbne som landene i Østeuropa. Det er der al mulig grund til at være taknemmelig over på årsdagen for afslutningen på 2. Verdenskrig. Arne Sloth Kristoffersen er tidl. skoleinspektør. Skribent og foredragsholder, bl.a. om ”Mennesker mellem hav og fjord” og ”De nye, gamle lande i Mellem- og Østeuropa”. Mail: askr@stofanet.dk