Fløj-talent fra Horsens klar for Fox

Camilla Andersen udset til at erstatte gravide Lene Kragh. To hovedsponsorater også plads i Frederikshavn Fox

Fløjspilleren Lene Kragh er i lykkelige omstændigheder, men Frederikshavn Fox har reageret hurtigt og hentet en afløser i Horsens.Foto: Peter Broen

Fløjspilleren Lene Kragh er i lykkelige omstændigheder, men Frederikshavn Fox har reageret hurtigt og hentet en afløser i Horsens.Foto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:20-årige Camilla Andersen, højre fløj, skifter fra Horsens HK til Frederikshavn Fox i kvindernes 1. division i håndbold på en to-årig kontrakt gældende fra den forestående sæson. Klubskiftet kommer med god timing, da en anden spiller på samme position på håndboldbanen, Lene Kragh, ikke kommer i aktion i sæson 2006/2007, idet hun er gravid. Lene Kragh fortalte allerede for en måned siden cheftræneren i Frederikshavn Fox, Anders Thomsen, at hun ikke var til rådighed for holdet i den kommende sæson på grund af en fødsel midt i december. Hun er tiltænkt en anden rolle omkring truppen under graviditeten, og efter veloverstået barsel genoptager Lene Kragh karrieren i Frederikshavn Fox. Fælles håndboldfortid Camilla Andersen kender Anders Thomsen udmærket fra deres fælles håndboldfortid i Horsens HK, hvor fløjtalentet har været tilknyttet træningen omkring Liga-holdet gennem de seneste to sæsoner - altså også sæsonen, hvor Anders Thomsen og den nuværende cheftræner i FCK Håndbold, Thomas Hylle, udgjorde trænerteamet i Horsens HK. - Camilla er en rigtig spændende spiller. Hendes forsvarsarbejde og ikke mindst hendes blik for spillet giver hende et godt fundament for at udvikle sig som elitespiller. - Gennem masser af erfaring i 1. division vil hun kunne udvikle sig til en kommende Liga-spiller i Frederikshavn Fox, siger Anders Thomsen. Frederikshavn Fox, der rykkede ud af HåndboldLigaen i den forgangne sæson, arbejder fortsat intenst på at finde yderligere to-tre nye spillere til truppen. Sponsorer forlænger Tirsdag stod det også klart, at Camilla Andersen og de øvrige Fox-spillere kommer til at spille med logoet fra Spar Nord Bank på trøjerne i yderligere to sæsoner. Klubben forlængede nemlig hovedsponsoratet med Spar Nord Bank for yderligere to år. Frederikshavn Fox har dermed forhandlet to hovedsponsorater på plads. Den anden aftale er indgået med Sæby Fiskeindustri, og her er der også tale om en forlængelse. Med de to aftaler på plads føler nedrykkerne fra HåndboldLigaen sig godt tilpas med pænt albuerum til at tænke og handle langsigtet på spillerfronten. Vendelboernes klare ambition er fortsat en hurtig tilbagevenden til HåndboldLigaen allerede i sæson 2007/2008.