Fløjteaktivister indtager Fælledparken

1. maj var ikke kun fyldt med smil og kolde øl. Aktivister forsøgte at fløjte statsministeren af talerstolen.

1. maj 2014 23:07

Børn som gamle fejrede i dag arbejdernes internationale kampdag, mens sole stod højt på himlen. Musik, øl og godt humør kunne spores alle vegne.

Men ikke alle var glade. Aktivistgruppen "Her er oprøret" havde på forhånd arrangeret en fløjteaktion, så folk kunne vise deres utilfredshed med regeringens politik, som gruppen mener, ikke er solidarisk nok.

De stod klar til at uddele 2000 fløjter, som skulle bruges, når statsministeren, Helle Thorning-Schmidt (S), skulle holde tale. Med buh-råb, tågehorn og fløjter i massevis forsøgte en større gruppe demonstrerende at overdøve statsministerens tale.

22-årig Juliane Stege var en af dem, som stod bag aktionen.

- Det er en kampdag for arbejderne, og hun fører arbejderfjendsk politik. Det synes vi ikke, at hun skal have lov til at stå og legitimere på en talerstol, siger hun.

Overordnet set var den unge studerende tilfreds med demonstrationen, hvor de fik delt alle deres farverige fløjter ud og leveret deres budskab.

- Vi fik vist, at der er en masse mennesker, som ikke er tilfredse med det, regeringen laver og som føler, at de er løbet fra deres løfter.

Tina Hummelgaard Nielsen var en af dem, som tilsluttede sig larmen.

- Jeg synes, at det er en hån, at hun taler i dag. Det er arbejdernes internationale kampdag. Ikke socialdemokratiets eller fagforeningernes.

En anden utilfreds demonstrant var 22-årige Tim Rosenvinge.

- De unge mangler praktikpladser, arbejde og lærerpladser. De mangler det hele. Helle hører os ikke. Det er derfor, at vi fløjter.

Rundt på græsset foran scenen, hvor statsministeren holdt sin tale, kunne man spotte bannere og skilte med tekster som "4 års dagpengeret nu" og "Hæv skatten for de rigeste".

Men langt fra alle stemte i med fløjter og negative tilråb. Helt oppe foran scenen stod flere fra Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) med roser og røde skilte, og som hujede og klappede.

Venstres Ungdom havde medbragt et skilt, hvor der stod "Den eneste whistleblower vi accepterer er Edward Snowden".

Inden Johanne Schmidt-Nielsen gik i gang med sin tale til Fælledparkens gæster udtrykte hun sin holdning til de støjende aktivister.

- Jeg synes slet ikke, at det er i orden, lød ordene fra Enhedslistens politiske ordfører.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...