Skadedyrsbekæmpelse

Flokke af duer over rapsen

Mellem 200 og 300 ringduer (skovduer) lettede forleden fra en fynsk mark med skårlagt raps.

Vi passerede ad motorvejen ved Nr. Årup og tænkte på den forestående jagt i Irland med duer i tusindtal. Nord for Vejle drev en tilsvarende fuglesky over revler af raps. Danmarks høst er rykket frem også med mejning af vinterbyg, og ringdueflokke fortæller ikke blot om artens trivsel, men også om årsagen, der ligger bag: Øget kornavl gennem et halv århundrede og udvidet rapsdyrkning som basis for en dansk ynglebestand på over 300.000 skovduepar. Alt sammen understøttet af milde vintre og jævnlige oldenår i skoven. Løbende undersøgelser har vist, at ringduen yngler fra februar til ind i september, og med respekt herfor er duejagtens start flere gange udsat, senest til 1. oktober. I modsætning til bl.a. England, der bekæmper ringduer året rundt, tager vi jagtmæssige hensyn til yngleforhold, og med principiel enig holdning hertil kunne heller ikke Danmarks Jægerforbund modsige den seneste udsættelse af høstjagt på duer. Da afgrøder stort set er bjerget inden oktober, er det slut med den århundredgamle trækjagt på markduer, for nok må skadelige sværme af ringduer reguleres, men det er uden brug af skjul og lokkefugle og bliver til ingenting, hvortil kommer, at efterårsjagt fra oktober gælder mange andre jagtbare arter. Nok har vi ikke ringduer i tal som De britiske Øer, men vi har så mange, at arten er en af vore almindeligste, med forbedring af den 10. plads, man registrerede for duen i 1970’erne. Netop forleden lød røster om udvidet jagttid igen, idet sjællandske dueflokke har skadet især rapsen, men ingen skal formentlig vente fri duejagt tilbage i hverken september eller august, så længe det kan være redetid, og så længe beskydning af skadevoldere er tilladt uden ansøgning. I fuglebadet Artens solide fodfæste har også en anden baggrund end rigelig fødeforsyning: Ringduen har gennem 50 år eller mere bredt sig stærkt til byerne, hvor den ligesom solsorten er blevet ikke blot park- men også havefugl. Jo tættere den rykker på vore boliger, jo mindre sky bliver den og drikker af fuglebadet få meter fra solbadere i liggestol eller på plæne. Den yngler gerne i nåletræer, hvilket gav den muligheder, allerede da plantagerne skød op, men senere fandt den på særheder, blev bybo og kan yngle både på lofter, i fabrikker og på altaner. Betegnelsen skovdue passer ikke godt mere, og i den forbindelse har vi endelig, om end sjældent, også hulduen som indbygger i skoven. Sidstnævnte bor i hule træer og virker hermed fornuftig i modsætning til ringduen, som sorgløst placerer nogle få pinde på kryds og tværs og tror, de holder. Undgår dens to æg at rulle ud, kommer ungerne i fare, når de knap flyvefærdige kan dratte ned og blive ædt af katte eller ræve. Ringduen ænser det åbenbart ikke og bygger efter uheld igen, ja undertiden bliver det til tre gange fra sen vinter til efterår. Når vi allerede ser dueflokke over marken, er det for en del ungfugle, hvis forældre er optaget af næste kuld. Ungerne klarer sig i det gode spisekammer og mødes om efteråret med endnu flere og større sværme. I oktober topper antallet af forekommende ringduer, idet fugle fra det øvrige Skandinavien kommer hertil, mens ca. halvdelen af danske duer trækker mod Sydvesteuropa. Vinterbestandens størrelse varierer efter især fødeudbuddet i skovene og topper, når bøg og eg har mange frø. Efter bratte temperaturfald nordpå kan man se et par hundrede tusinde ringduer over Danmark på en dag.