Floorball-folkefest i Frederikshavn

FC Outlaws håber på 1000 tilskuere til pokalfinalestævne

FREDERIKSHAVN:Med danske mesterskaber til Frederikshavn i floorball de seneste to sæsoner har den hurtige holdidræt for alvor fået tag i frederikshavnerne. Derfor kan det heller ikke overraske, at Lars Bach fra det forsvarende mesterhold FC Outlaws helt uden at blinke forventer 800-1000 tilskuere, når klubben i eftermiddag står som arrangør af det første pokalfinalestævne i dansk floorball. Stævnet er placeret i Frederikshavn Idrætshal, hvor det ellers normalt har været håndbolden under Fox Team Nord, der har trukket tilskuere til. - Det er imidlertid længe siden i Frederikshavn, at tilskuerne primært er kommet for at se byens eget mandskab spille, men det er tilfældet i dagens pokalfinaler, hvor vi er med både i kvindernes og mændenes, siger Lars Bach. I begge tilfælde er modstanderen Jægerspris Underducks, og mens sjællænderne er favoritter i kvindefinalen ikke mindst takket være Danmarks bedste kvindelige floorballspiller, Sandie Bakke, står FC Outlaws med gode chancer for at tage stikket hjem hos mændene. I særklasse Efter sidste sæsons DM-triumf har Lars Bach og kompagni fejet al modstand til side i Elitedivision Vest, og mere væsentligt har de også sikret sig adgang til Europa Cup-slutrunden, hvor de otte bedste klubhold i Europa mødes i Tyskland. - Og med udsigt til de hårde EC-kampe straks efter nytår er vi i øjeblikket gearet til en toppræstation, siger Lars Bach, der sammen med holdkammeraterne trænede anden juledag og lagde taktikken til pokalfinalen. - Men uanset hvilket dansk hold vi møder i Frederikshavn, forsøger vi at spille vores eget spil. Fordelen af at spille i vante omgivelser er stor, og desuden forventer vi klar støtte af supporterne. - Vi får opbakning af supportere fra både Frederikshavn Ishockey Klub, Fox Team Nord og FfI-fodbold samt selvfølgelig vores egne fra FC Outlaws, og alene klubsupporterne kommer der 3-400 stykker af. - I det hele taget vil vi forsøge at skabe en ramme med lys, lyd og underholdning, der giver tilskuerne en sjov eftermiddag, siger Lars Bach, der lover et tændt FC Outlaws-hold i stærkeste opstilling. - Og selv om en pokalfinale i dansk floorball ikke som i de store idrætsgrene udløser en europæisk billet, vil vi gøre alt for at blive de første pokalvindere.