Floorballhold stiler mod DM

Floorball 20. marts 2007 05:00

BRØNDERSLEV: Brønderslev Hot Shots spillede i weekenden to tætte og spændende kampe mod nummer to i Umbro liga øst, Hvidovre Attacks, i Avedøre Idrætscenter der er Hvidovre holdets hjemmebane, en hjemmebane hvor de ikke i år havde tabt en eneste kamp. Brønderslev vandt begge kampe - henholdsvis 4-2 og 5-3. Kamp nummer to blev afviklet søndag aften og fra starten var Hvidovre hurtigt oppe af starthullerne og scorede efter fem minutter til stillingen 1-0. Hot Shots havde besvær med at komme helt op i de sædvanlige omdrejninger og man skulle 17 minutter ind i kampen før det lykkedes Kim Olesen at udligne til 1-1. Kun ni sekunder senere bragte en velspillende Allan Jensen Hot Shots foran 1-2 hvilket blev resultatet af første periode. Anden periode startede som første med at Hvidovre fik udlignet til 2-2 efter fem minutter. Herefter bølgede kampen frem og tilbage, og man skulle helt hen i tredje periode, med otte minutter tilbage af kampen før det lykkedes for Thomas Jørgensen at score for Hot Shots til stillingen 2-3. Herefter gik det stærkt og publikum fik nogle gode opspil og kvikke mål at gå hjem på. Først scorede Tim Jaltoft med 3 minutter tilbage af kampen til stillingen 2-4. herefter Jonathan Kronstrand til stillingen 2-5 og med kun syv sekunder tilbage af kampen lykkedes det Hvidovre at reducere til slutstillingen 3-5. Alle fra Hot Shots spillede nogle gode kampe og ikke mindst målmand Morten Andersen holdt Brønderslev holdet inde i kampene med nogle super redninger i perioder hvor Hvidovre pressede på, holdet fik også vist at de virkeligt kan kæmpe som et hold, det lover godt for den videre vej mod en finaledeltagelse - Det var en lang weekend med masser af godt floorball spil og fire vigtige point inden den kommende weekends to kampe i Brønderslev Hallen, også mod Hvidovre

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...